Karise

Derfor skabte Dansk Folkeparti kompromiset

Debat: Ifølge Faxe kommunes bosætningsstrategi skal der i alle bysamfund være et lokalt tilpasset, varieret udbud af boliger, så man kan opfylde flest mulige ønsker og behov, og dermed fastholde nuværende og tiltrække nye borgere.

Indsendt af Eli Jacobi Nielsen, Prins Buris vej 19, Karise. Gruppeformand for DF, Faxe Byråd.

Dette gælder også almennyttige, dvs offentlig støttede, lejeboliger, hvad enten der er tale om rækkehuse eller etagebyggeri. Ved denne boligform støtter kommunen med 10% af projektets pris til et grundkapitallån, hvilket for projektet ved Skovholmlundsvej udgjorde 10.3 mill. kr.

Papir er tålmodigt, og beregninger kan stilles op på mange måder, således også i det regnestykke Venstre fremlægger i medierne.

Læs også: Derfor stemte Venstre nej!

Hos DF hæfter vi os ved at de omtalte 2.900 kr/m2 er udregnet pr etagekvadratmeter, og således ikke kan sammenlignes med den egentlige grundpris. Der er tale om et totalt areal på 16.580m2, hvorpå der skulle bygges 4.950m2, dvs at hver bebygget kvadratmeter skulle financiere ca 3.3m2 indkøbt jord.

Prisen der er aftalt mellem jordejer og boligselskabet er ikke specielt billig, men dog ikke 7 gange større end normal markedspris – ved 400kr/m2 stadig dobbelt så stor, ved ca 800kr/m2 som andre grunde i Haslev handles til, er faktoren kun 1.08.

Anskaffelsesprisen på 20.268kr/m2 lyder umiddelbart også af meget, men kan dog sammenlignes med den pris på 20.080kr/m2 byrådet godkendte ifm Permatopia projektet i september 2015, og når Boligministeriet har fastsat et maksimalbeløb på 20.320kr/m2 må man formode dette er beregnet på et objektivt, sagligt grundlag, og at beløbsstørrelsen således ikke er urimelig.

DF ønsker også at passe på kommunens (skatteborgernes) penge, derfor stemte vi f.eks. imod købet af det gamle seminarium, og mener generelt at der kun skal investeres når der er et klart formål og dokumenteret behov for det.

Samtidig vil vi gerne være med til at sikre udvikling og vækst i kommunen, og formulerede derfor det ændringsforslag der blev vedtaget i byrådet. Derved reduceres det kommunale engagement med 3.9 mill kr og anskaffelsesprisen reduceres til under 20.000kr/m2, samtidig med at udlejningen sker efter AlmenBolig+ princippet, der stiller krav til beboerne om et aktivt engagement i lokalsamfundet.

Projektet i Haslev følger almindelige regler og normer for støtte til almennyttigt byggeri, og adskiller sig f.eks. mht størrelse og kommunalt engagement kun i ringe grad fra Permatopia, der fik tilslutning fra alle byrådets partier. Med DF’s ændringsforslag er der sørget for at det kommunale bidrag reduceres til et fornuftigt niveau, samtidig med at muligheden for vækst og udvikling bibeholdes.

Kommentarer