Det blev en våd og mudret Rivierafest
Faxe Ladeplads: Bestyrelsen for Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening må holde vejret i spænding lidt endnu.
De gratis sildemadder og Visevennerne havde lokket en hel del til søndagsfrokost i det store telt. Og der var ingen undskyldning, for ikke at synge med, for der blev delt små sanghæfter ud.
Hovedgaden var ellers et sørgeligt syn i dag, meget få stadeholdere var dukket op. Jan Wajngertner, Danguf.dk, der i godt vejr sælger is og pandekager fra sin campingvogn ude ved Flagstangen, udtaler til Faxe.nu ”Jeg forstår godt de stadeholdere der har opgivet at komme i dag, søndag. Det var så vådt i går at både min kaffemaskine og radioen kortsluttede. Jeg har ikke solgt noget særligt, det dækker slet ikke omkostningerne”. Jan udtrykte i øvrigt forundring over dem, der kunne spise is i det vejr.
Kongsted Slagteren havde tændt en kæmpegrill og de havde, som de eneste, travlt ved frokosttid. De få publikummer der var på gaden, skulle tilsyneladende alle have en hjemmelavet grillpølse.
For de tre små tivoli’er, Burskov Tivoli, Skandinavisk Tivoli og Kim Larsens Tivoli, der bravt har holdt stand i Lunden, har Rivierafesten været ren tilsætning. ”Det er en katastrofe. Vi har solgt så godt som ingenting, og vi skal jo betale løn til de ansatte”, siger en fortvivlet Vanja Nielsen, fra Kim Larsens Tivoli til Faxe.nu. ”Jeg har været med i over 10 år og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi har før oplevet en dag med rigtigt dårligt vejr, men aldrig fire dage i træk. Og så al den tid, der er gået med bare at vente, det har været rigtigt hårdt”.
”Jeg ved endnu ikke hvordan det ser ud med økonomien og jeg siger ikke noget før jeg er sikker”, siger Laurits Olsen, kasserer i Faxe Ladeplads Borger & Erhvervsforening til Faxe nu. ”Jeg skal først have afregnet med Super Best og SuperBrugsen. Og så skal vi tale med kommunen om græsplænen her i Lunden, før jeg ved hvor vi står. Men vi kan godt tåle et lille underskud”
Klokken tre søndag eftermiddag samledes alle de frivillige for at hjælpe med at pakke tingene sammen. Et arbejde der i år er ekstra besværligt fordi det både regner og blæser og alting smurt ind i mudder.
Kommentarer