Det er altså sådan det ser ud, når mennesker…

Læserbrev: Kære politikere. Det er altså sådan det ser ud, når mennesker vi stolede på, ignorerer demokratiet og går egne veje.

Skrevet af: Randi Adelhorst Johansson, Vestergade 17, Faxe

Jeg sidder tilbage med en undren. En undren over, at mens I taler om motorvejsudvidelse og nye industrikvarterer, smadrer I det eneste kommunens børnefamilier ikke kan undvære i deres dagligdag – en god pasnings – og uddannelsesinstitution til deres børn. En dag der ikke fyldes af kørsel (hvilket i øvrigt passer dårligt i en klimakommune), og grædende småbørn der tilfældigvis står først – og sidst i afhentningskøen.

Kommunen er delt i to – dem der arbejder tæt på – og dem der arbejder meget langt væk og pendler hver dag. Det er de færreste der har den luksus, at de har så korte arbejdsdage, at de kan nå både at køre til 2-3 byer om morgenen, sidde i myldertrafik ud og hjem, for at nå at hente i 2-3 byer inden for normal åbningstid. Det er ikke realistisk.

I har sikkert set modellen fra København – der er der sikkert også steder hvor den fungerer fint. Men vi er en stor kommune, med store afstande, og vores skolebehov i Faxe Kommune, kan slet ikke sammenlignes med det vi finder i Høje Taastrup eller på Amager.

I jeres forslag, er der ikke plads til børn der ikke ønsker at gå på den store distriksskole – børn som ikke ligger inden for “normalområdet” af hvordan mennesker i dette samfund bør være – og det er uanset om de ligger over eller under. I skriver, at I vil bevare det frie skolevalg – indtil elevantal på 26 er nået…. men i realiteten giver det jo ikke noget frit skolevalg, når klassen allerede er fyldt op med de elever der bor tættest på.

I tvinger samtidig nogle forældre til at køre længere end nødvendigt – ikke kun pga skolelukninger, men også jeres samtidige lukninger af dagplejere, gæstehuse osv osv.

Borgerlisten er imod dette forslag – det sætter jeg meget pris på. De har blandt andet gjort opmærksom på, at der i den økonomiske redegørelse ikke er taget højde for flugten til privat – og friskoler. A og V politikere har helt og aldeles ignoreret dette, det bliver nok ikke aktuelt – I tænker måske, om der virkelig er så mange forældre i kommunen der vil vælge denne løsning – det koster jo penge – har kommunens forældre virkelig disse penge…. tja, I lever i en fantasiverden, hvis I tror, at kommunens borgere er så insolvente og ude af stand til at finde andre løsninger, end jeres, endnu en gang, forringede folkeskole. Vi har set besparelser og sammenlægninger af klasser og institutioner alt for mange gange nu. Vi kan ikke stå passivt til mens vores børn ødelægges i den skole de tvinges til at gå i.

Men hvis I er i tvivl – så kan I gøre ligesom mig – jeg er forælder til to – snart tre børn. Prøv at ring rundt til privat – og friskolerne, og spørg hvor mange forældre der i de sidste 3 måneder har henvendt sig mhp opskrivning af deres børn. Et enkelt sted var der meldt næsten udsolgt på pladserne i 0 klasse, 4-5 år ud i fremtiden – og denne tendens vil fortsætte. Nogle forældre, er endda begyndt at skrive deres ufødte børn op til friskolerne i området – for pladserne bliver fyldt alt for hurtigt nu.

Jeg forventer selv, at jeg kan placere mine børn i den folkeskole hvor de trives. Jeg vil ikke tolerere, at se endnu et barn forvilde sig ind på en skole, hvor dets behov ikke kan tilgodeses, blot fordi det er distriktsskolen og det er der hvor politikere mener at mit barn skal kunne trives.

Vi vil ikke finde os i, at I flytter vores børn rundt igennem hele deres skoletid, efter jeres forgodtbefindende, og hvor de nu hver især passer ind i jeres budget.

I har selv gjort det meget klart – det ser vi jo på jeres hjemmeside:

I Faxe Kommune findes 11 gode og velfungerende folkeskoler. Alle skoler er kendetegnet ved en høj pædagogisk kvalitet, hvor det enkelte barns trivsel, udvikling og læring er i centrum, men også hensynet til fællesskabet og helheden spiller en væsentlig rolle.

Faxe Byråd har vedtaget en række politiske målsætninger for skolevæsenet i Faxe Kommune. De overordnede mål er:

Faxe Kommune gør afstanden kort til:

  • Undervisning af høj kvalitet
  • En rummelig folkeskole
  • Lige muligheder for alle
  • Gode resultater
  • Udvikling af hele og kompetente mennesker
  • Afprøvning af nye idéer

Men vi har ingen gode resultater, vi har ingen god videreuddannelsesprocent, vi har med den nye struktur ikke en rummelig folkeskole, der vil, med det væsentligt indsnævrede frie skolevalg, ikke ske en udvikling til hele og kompetente mennesker, I er ikke selv villige til at afprøve nye ideer, og en ting jeg med sikkerhed kan sige er, at det allerede i dag er en mangelvare med kompetent undervisning flere steder – og det vil ikke forbedres ved integration af specialklasser samt forøgelse af antallet af elever. Jeres forslag gør ikke afstanden til ovenstående kortere – og vores børn er jeres gidsler.

Men I skal huske på, at det blandt andet er mine skattekroner, der betaler jeres gratialer, jeres IPads, jeres pension og aftrædelsesordninger. Det er blandt andet mit kryds, der har givet jer rådigheden over den stol i byrådssalen, som I sidder på. Det er blandt andet mine kræfter, der er med til at holde kommunen i gang.

Men nok er nok! Nu må tiden være kommet, hvor vi forlanger noget igen.

Vi forlanger at I lytter til demokratiet – ikke kun det der spillede da I blev valgt, men det der spiller nu – lige nu!

I må finde disse besparelser andre steder. I må lytte til alle de protester der er kommet over jeres forslag. I er nødt til at tage os alvorligt – det er kommunens borgere der udgør Faxe Kommune, ikke dens politikere.

Vi vil ikke finde os i skole – eller klasselukninger!

Vi forlanger at I tager vores børns uddannelse seriøst – ellers må vi finde nogle andre der gør!

Tillykke til Borgerlisten, med det kommende valg!

Randi Adelhorst Johansson

Kommentarer