Haslev

Det er forår i Teestrup Palmesøndag

Teestrup: Kærsgård fejrer foråret og den mange nye dyrebørn med Åbent Hus Palmesøndag

Palmesøndag den 24. marts fra klokken 10 til 16 er der åbent hus hos Kærsgård – det lille landbrug i Teestrup ved Haslev med den høje dyrevelfærd. Her kan man se gårdens lam født i uge 7, nyudklækkede kyllinger, jersey tyrekalve og de gamle danske landgæs og landhøns

Kærsgård viser dyrene og landbruget frem for at vise, at det kan lade sig gøre at have et landbrug med fritgående dyr og høj dyrevelfærd. Det skal være hyggeligt og rart at have dyrehold, uden at der dog nødvendigvis behøver at gå Morten Korch i det.

Kærsgård satser mere og mere på de gamle landracedyr. Det er sundere og mere robuste dyr, der vokser langsomt. Det giver bedre kød med mere struktur.

Man kan også møde andre producenter hos Kærsgård. Blandt andre kommer Stevns Fødevarenetværk og Lammestrup Pels og Får forbi. Andre er også ved at forsøge at gøre sig klar til at komme. Det gør de som opvarmning til og forsmag på Bondens Marked på Gisselfeld den 22. og 23. juni.

Og der er plads til flere. Er man som producent af fødevarer eller kunsthåndværk interesseret i at stille op, så kontakt Jette Højholdt Mikkelsen på gaardbutik@kaersgaard.net.

Kærsgård serverer Palmesøndag den berømte Kærsgård pølse med egen sennep og andet godt tilbehør til. Tilbehøret er udviklet i samarbejde med en god ven af huset, Johns Hotdog Deli.

Gårdbutikken har naturligvis åbent, så man kan købe ind til påskebordet. Der er blandt andet friskt lammekød og kød fra både de fritgående jersey tyrekalve og grise.

Man kan følge Kærsgård på Facebook

Kommentarer