Haslev

Det har været 25 spændende år som brandmand

Peter-Rasmussen

Haslev: 1. september 2013 kunne Peter Liebst Rasmussen fejre 25 års jubilæum som brandmand i Haslev, en spændende tid som bare er fløjet afsted

– Det er først når man lige sætter sig ned og tænker lidt over det at man opdager at der egentlig er gået så mange år, tiden flyver jo bare afsted, siger Peter Liebst Rasmussen til Faxe.nu da vi mødes i forbindelse med en indsats, hvor Peter Liebst Rasmussen er med som en del af brandmandskabet hos Faxe Brand & Redning i Haslev.

Der har været rigtig mange udrykninger før denne, omkring 2400 af slagsen fortæller Peter Liebst Rasmussen da Faxe.nu ønsker ham tillykke med 25 års jubilæet som brandmand i Haslev.

Peter Liebst Rasmussen startede som brandmand hos Falck i Haslev, som den gang havde opgaven med at slukke ild og redde menneskeliv i Haslev Kommune og med tiden videreuddannede han sig til holdleder, hvor han på sine holdledervagter havde ansvaret for mandskabet på slukningstoget.

Efter en hel del år hvor han skiftevis var brandmand og holdleder fik han tilbuddet om at blive indsatsleder, hvilket er den højeste stilling som man kan opnå i forbindelse med operative arbejde som brandmand i Danmark.

Det har været en fantastisk tid at være brandmand i Haslev i alle de mange år fortæller Peter Liebst Rasmussen, for hvem det ikke var nok bare at være brandmand. Han har samtidig haft sit fuldtidsjob hos Sawo i Haslev hvor han var med til at bygge flere af de brandbiler som bl.a. har kørt i Haslev og da virksomheden på et tidspunkt rykkede til Køge tog han med. Idag er han dog tilbage i Haslev, hvor han arbejder fuldtids hos virksomheden Hauberg Technique som ligger få minutter fra den nuværende brandstation og som leverer brandkøretøjer til kunder i både ind og udland.

– Jeg snupper sgu da lige 25 år mere som brandmand når nu jeg er i gang lyder det fra Peter Liebst Rasmussen, som nyder udfordringerne og det gode kammeratskab, som der er i et brandvæsen og som jo er nogle af de drivkræfter som gør at man altid står op også midt om natten og hopper i brandtøjet for at gøre en forskel – En forskel som tit betyder liv og død for dem som er i nød når brandalarmen lyder i Haslev.

I dag drives opgaven af Faxe Kommune under navnet Faxe Brand & Redning, da Faxe Kommune for nogle år tilbage hjemtog opgaven og fravalgte Falck, som operatør på området og Faxe Kommune nyder stor fordel af at have en brandmand som Peter Liebst Rasmussen, som fortsat indgår i det daglige operative beredskab som enten brandmand, holdleder eller indsatsleder.

Faxe Brand & Redning i Haslev afholdt i løbet af september måned en lille festlig komsammen for Peter Liebst Rasmussen for at markere jubilæet, som blev fejret med lidt god mad og en sodavand i forbindelse med den månedlige brandøvelse på brandstationen i Haslev.

Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu

Kommentarer