Indlæser Begivenheder

Alle arrangementer

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Dylan var bedst, da han var værst!

Afholdes lørdag 17. februar 2018 kl. 14:00 - 15:30

Hvor gerne vi end vil, opnår kun de allerfærreste af os det privilegium at opleve Bob Dylan live og “in person”. Han kom ikke til overrækkelsen af sin Nobel pris i litteratur i Stockholm, og billetter til hans koncerter rives væk på sekunder. Men nu er chancen der for at få en tæt fornemmelse af, hvem manden er, hvad han tænker, og først og fremmest hvordan hans måske bedste musik lyder. Band Dylan kommer nemlig til Ulse Kirke, med et kvalificeret, rutineret, oplagt og svingende bud på, hvad Dylan også rummer.

Der er tale om en forestilling snarere end kun en koncert – en forestilling, hvor journalist, forfatter og dylanolog Thomas Ubbesen fortæller den dramatiske historie om Dylans møde med religionen, biblen og til sidst Jesus selv – det hele akkompagneret af bandets udlægning af nogle af hans smukkeste og mest smertemættede og selvransagende sange.

Det drejer sig om numre helt fra den unge Bob Dylans tid i New York i starten af 60erne, over det næste tiår, hvor han selv nærmest havde gudelignende status blandt millioner af unge, frem til hans eksplosive kollision med det guddommelige, da han omkring 1979 billedligt talt blev ramt af det guddommelige lyn på scenen og øjeblikket efter kom til sig selv som genfødt kristen. Den oplevelse kostede ham millioner af fans fra den ene dag til den næste, og hans udgivelser fra perioden blev inderligt forhadt og hånet af mange af datidens sen-hippier og den politisk bevidste ungdom. Men Band Dylan peger i dette show på, at Dylan på mange måder var allerbedst, da folk synes han var allerværst. De tre kristne albums fra perioden rummer sange af ubeskrivelig skønhed, smerte og menneskelig afmagt. What good am I, synger en fortvivlet Bob Dylan på et af numrene fra dengang. Band Dylan giver sit eget svar: You were better than ever, Bob!

Se frem til en eftermiddag med stærk rock-musik, med en række af Dylans mest elskede numre – og nogle af det mest forhadte. Hør historien om Bob, hør Michael Christophersen i front med musikken, Stefan Borums utrolige orgelspil, en trommeslager der også synger kor, Keld Holse og en bassist der holder sammen på det hele.

Kedeligt er det ikke, og publikum går hjem med en klar fornemmelse af, hvorfor Dylan i dag fortsat står som en musikalsk og litterær vismand langt hævet over tid, rum og flygtig popularitet.

Du kan opleve dette i Ulse kirke, lørdag den 17. februar kl. 14 i selskab med Band Dylan, adressen er Ulsevej 11 , 4690 Haslev og støt samtidig et godt lokalt formål.

Billetterne koster kr. 50,- som går til kirkens menighedspleje, og de kan forudbestilles ved at sende en mail eller SMS til sognepræst Anne Rydahl Nielsen på arn@km.dk – 2481 2877

17. februar klokken 14:00 – 15:30

Ulse Kirke, Ulsevej 10, Ulse, 4690 Haslev

Tid

Dato:
lørdag 17. februar 2018
Tidspunkt:
14:00 - 15:30

Sted

Ulse Kirke
Ulsevej 10, Ulse
Haslev,
+ Google Maps

Alle arrangementer