- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Haslev TT går til kamp mod frafaldet af drenge i gymnastikken
Afholdes torsdag 29. august 2019 kl. 09:00 - 14:30
Begivenhed Navigation
Rigtigt mange drenge stopper til gymnastik i 12-års alderen. Det forsøger Haslev TT nu at lave om på med et tiltag kun for drenge. For drengene skal prøve alt det som gymnastikken tilbyder.
Der er et eller andet, der ikke rigtigt rimer på drenge og gymnastik. I hvert fald forsvinder drengene i stort tal fra gymnastikken når de står på tærsklen til teenageårene. Men det store frafald har de tænkt sig at gøre noget ved i Haslev TT.
Derfor har foreningen inviteret drengene fra Sofiendalskolen i Haslev til nogle sjove og inspirerende timer i gymnastiksalen, hvor drengene får bevæget og eksperimenteret med kroppen på nye måder.
Rum til at være dreng
For hvis drengene skal have øjnene op for, at gymnastikken også er en mulighed i fritiden, så skal der fokuseres på de ting, der tiltaler netop drengene:
”Der skal være et rum til, at drengene kan være drenge. Derfor bliver det med fuld fart på og med mere fokus på spring end på serier. På at udforske, hvad kroppen kan frem for, hvad der er rigtigt og forkert,” siger Helle Holm, projektleder i DGI Gymnastik.
10.000 drenge på 10 dage
Haslev TTs tiltag er en del af DGI’s drengesatsning 10.000 på 10, hvor 30 instruktører vil udfordre 10.000 drenge til at bruge deres krop på nye måder over 10 dage i uge 34 og 35.
Projektet er et samarbejde mellem DGI, FaceOff og PE Redskaber og vil vise, at gymnastikken har en masse at byde på. Også for drenge.
– Gymnastikken dækker over så mange facetter. Det er opvisninger, serier og spring. Det er for babyer, unge og gamle. Og det er bestemt også for drenge, der snart bliver teenagere. Derfor er jeg glad for, at drengene nu får mulighed for en mere løs tilgang, hvor det er oplevelsen og bevægelsen, der er i centrum, siger Helle Holm.
Fakta:
Som en del af DGI’s indsats for at få flere drenge til at holde fast i gymnastikken rejser nogle af landets bedste gymnastikinstruktører rundt og besøger en lang række skoler i ugerne 34 og 35 2019.
I løbet af de to uger afholdes i alt 400 workshops, hvor i omegnen af 100 gymnastikforeninger og det samme antal skoler er involveret.
Formålet er, at 10.000 drenge i løbet af 10 dage skal prøve, hvad gymnastik også kan være og blive inspireret til mere.
Projektet er et samarbejde mellem DGI, FaceOff og PE Redskaber.
Dato og sted:
Torsdag d. 29. august fra klokken 9 til 14.20
Sofiendalskolen i Haslev
Sofiendalsvej 42 A
4690 Haslev