
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Mørkevandring
Afholdes søndag 21. januar 2018 kl. 19:00 - 22:00
Begivenhed Navigation

Musikteatret SAUM udvikler i denne tid det vi kalder “ Det grønne laboratorium”, en platform hvorfra vi vil præsentere møder mellem – og nye vinkler på – kunst og natur.
(Billedkunstner og scenograf) Alaya Riefensthal er facilitator, og hun indleder med sin egen gruppe MYRKR, som det sidste år har lavet MØRKEVANDRINGER over hele landet:
Kom på mørkevandring med MYRKR’s lydcollager i ørerne. Oplev hvordan steder, som du tror, du kender så godt, forandrer sig i mørket. Hvordan påvirker mørket dig, når du bliver guidet af mørke-aktivister og lys-entusiaster? Få nye perspektiver på mørket fra en arkitekt, en forstkandidat, en jordemoder, en forkæmper mod lysforurening, en shaman og en blind musiker. Ordene om mørke smelter sammen med IKI’s nordiske korsang. Lydcollagerne fylder dine hovedtelefoner, mens MYRKR viser vejen rundt på kendte (og måske ukendte) steder i mørket.
Ruten veksler mellem by og natur, så vekslen af mørke og lys er til stede i både lydcollagerne og i omgivelserne, man går i. MYRKR er guide på ruten og siger nogle få ord undervejs, så deltagerne nænsomt bliver guidet igennem turen.
NB! Alle deltagere skal have hovedtelefoner og en smartphone eller anden afspiller med, som lydfilen kan afspilles på. Mød gerne op i god tid inden vandringen og få hjælp af MYRKR inden lydvandringen går i gang.
Download eller stream lydvandringen fra http://myrkr.dk/lydvandring
Om MYRKR:
MYRKR undersøger og udforsker naturens fænomener i et spændingsfelt mellem kunst, videnskab og hverdagserfaringer, så naturen ses i forskellige perspektiver, hvor der zoomes ind og ud mellem detaljer og helhed. Naturen er genstanden vi undersøger og samtidigt rammen og scenen, som undersøgelserne opleves i. Med vidt forskellige udgangspunkter og fagligheder er MYRKR opstået med udgangspunkt i en fælles fascination af mørket i Norden og de traditioner forbundet med lys, mørke og døgnets rytme, som er en del af vores historie i Norden.
MYRKR består af radiodokumentarist Sara Troense, iscenesætter Alaya Riefensthal og musiker Jullie Hjetland.