Natten mellem den 27. juli og 28. juli 2018 bliver noget ganske særligt for stjernekiggere, nemlig en total måneformørkelse. MSG-Haslev holder åbent hus for interesserede.

Åbent hus på MSG-Haslev, Skolegade 31, kl. 21:30 – 23:30. Under forudsætning af godt vejr.

Kort efter solnedgang kl. 21:23 vil man på himlen se 4 planeter og den opstigende fuldmåne.
Er man tidligt ude med sin fuglekikkert kan man være heldig at fange planeten Merkur kort efter solnedgang kl. 21:23 i NV. Men himlen er endnu lys efter den nedgående sol. Merkur går ned 6 min. efter Solen.

Mere interessant er rækken af de fire store planeter samt den opstigende Måne.
Venus: Klarest er Venus i vest, følger Solen og går ned allerede kl. 22:40.
Jupiter: Dernæst Jupiter i SV. Passerer nord-sydlinjen kl. 19:35. Efter Venus den klareste planet på himlen.
Saturn: Den meget smukke Saturn viser sit fulde ringsystem i SØ. Opgang kl. 19:28. Står i Syd kl. 23:03.
Fuldmåne: I øst finder vi den opstigende Fuldmåne kl. 21:19, Den totale måneformørkelse er i gang.

Kl. 21:30 Totaliteten begynder.
Kl. 22:22 Formørkelsens midte.
Kl. 23:13 Totaliteten slutter.

Mars: Med opgang kl. 22:11 ses planeten Mars under den formørkede Fuldmåne.
Alle fire planeter, Venus, Jupiter, Saturn, Mars, kan altså ses samtidig mellem kl. 22:11 og kl. 22:40.
Det er sjældent at så mange planeter kan ses samtidig med en total måneformørkelse.

Formørkelser:
Solen er et selvlysende legeme og enhver planet eller satellit kaster en konisk helskygge bort fra Solen. Kommer et tredje himmellegeme ind i denne helskygge bliver det formørket. Ved solformørkelse er det Månen, som bevæger sig ind imellem Jorden og Solen. Ved måneformørkelse er det Månen, som bevæger sig ind i Jordens kegleskygge (umbraen). Kegleskyggens længde er 217 jordradier medens Månens gennemsnitsafstand er 60 jordradier. I Månens afstand fra Jorden bliver skyggekeglens diameter 82 buemin. (1 grad og 22 buemin.) mens Månens vinkeldiameter kun er 31 buemin. (ca. ½ grad). Måneskiven kan altså sagtens rummes indenfor kegleskyggen. Prøv at se på Månen, henholdsvis Solen ved solnedgang, gennem hullet i en fem-krone. De to objekter er lige store (!) oppe på himlen som ved nedgang.

Jupiter, månen Io og den danske astronom Ole Rømer(1644-1710):
I året 1671 kom den franske astronom Jean Picard til Danmark for at bestemme den nøjagtige position af
Tycho Brahes Uraniborg. Formålet var at overføre Brahes observationer til det nye Paris Observatorium.
Picard fik den unge astronom og teknikker Ole Rømer som assistent. Rømer udførte det meste arbejde og Picard blev så begejstret, at han tilbød Rømer ansættelse og bolig ved Paris Observatoriet. Ole Rømer kom til Paris i 1672 og deltog straks i observationerne af Jupiter og dens måne, Io. Observationerne skulle danne grundlag for en årskalender for Io’s indtræden i Jupiters skyggekegle, – et kosmisk urværk nødvendig for bl.a. navigation og geodætisk arbejde. Kong Ludvig d. XIIV ville vide ”hvor stort er mit land?”. Med Io’s omløbstid på 42½ time var det let at udregne en årskalender. Men den passede ikke. Den ene halvdel af året skete formørkelsen for tidligt den anden halvdel for sent. Rømer drog den korrekte slutning, at lyssignalet brugte tid på at passere jordbanens diameter, – nemlig 22 min. (nuværende værdi 16½ min.). Ole Rømer forelagde sine observationer for det nye franske ”l’Academie Royale des Sciences”. Offentliggørelsen den 7. dec. 1676 blev i referat (unøjagtigt) gengivet i det lille tidsskrift ”Journal des Scavans”. I 1681 blev Ole Rømer kaldt hjem af kongen Christian d. V til mange opgaver ved hoffet og i København. I året 1700 fik han indført den gregorianske kalender.

Månen igen. Man skulle forvente total måneformørkelse ved hver fuldmåne. Men det er ikke tilfældet. Månebanen omkring Jorden hælder 5 grader mod Jordens bane omkring Solen (ekliptika). Skæringslinjen kaldes knudelinjen og den vandrer mod vest med en omløbstid på godt 18 år. Det er kun, når Månen befinder sig omkring knudelinjen, at der indtræffer en formørkelse. Med 55 års mellemrum formørkelser af samme art i næsten samme egn. Ved en total måneformørkelse vil fuldmånen være mørk-rødfarvet. Det skyldes, at sollyset kan passere Jordens atmosfære og brydes to gange. De blå, grønne og gule farver i sollyset spredes (Rayleigh spredning) så meget i atmosfæren, at de ikke når frem til Månen. Over en 1000-årig periode vil der være 1543 Måneformørkelser (heraf 716 totale) og 2375 Solformørkelser (heraf 659 totale). Solformørkelser er derfor ca. 50% hyppigere end Måneformørkelser, men ses kun indenfor et smalt område af jordoverfladen og ikke over halvdelen af jordoverfladen.