Det store børnedyrskue bygger på frivillige kræfter

Haslev: De cirka 600 frivillige fordelt på 25 udvalg er i fuld gang med forberedelserne til Børn & Dyr på Bregentved 2012
Den 56-årige folkeskolelærer, Helene Christensen, tilbringer hvert år 10 dage af minimum 14 timer som frivillig på børnedyrskuet Børn & Dyr i piberhusfolden på Bregentved.
Indtil videre er det blevet til hele 28 år som frivillig medhjælper for 4H, der i sommeren 1988 førte til, at hun blev frivillig medhjælper for æbleskiveudvalget på Børn & Dyr på Bregentved.
På spørgsmålet om, hvad der gør, at Helene bliver ved med at være frivillig på Børn & Dyr på Bregentved svarer hun:
-Der sker noget, når jeg går ind af lågen til dyrskuepladsen. Jeg kan ikke forklare det, men der sker bare noget. Jeg kan på dyrskuet lukke verden ude og spænde af. Det er ligesom en lille ø-lejr for mig, og det er den bedste ferie jeg kan få, selvom jeg efter en hård 1½ uge er træt og har blå mærker over det hele. Og hun fortsætter
-Børn & Dyr på Bregentved er så intenst i så mange timer, at folks facader forsvinder og alle er dem selv. Det skønne er, at du kan være dig selv og der er plads til alle, ingen er for sære til at være der. Her er det frivilligheden, der er det vigtige, og der er ingen konkurrence i frivilligheden. På Børn & Dyr på Bregentved måles der ikke i tid og evner, og det betyder at alle er velkomne. Arbejdet giver mig et menneskekendskab, da jeg møder typer jeg ellers aldrig ville møde eller snakke med. Vi ved ofte ingenting om hinandens privatliv, men vi snakker bare sammen. Vi tænker ikke på, hvad folk er, men hvem folk er.
Helene startede sit frivillige arbejde, da hun flyttede til Vemmetofte med hendes mand og 2 børn på 4 og 7 år. ”Jeg startede som frivillig for 4H, da jeg gerne ville lære folk i området at kende”. Derudover har Helene den grundholdning, at man bør gøre et frivilligt arbejde, når man bor på landet med børn.
Helene startede som æbleskivebager i 2 dage om året på Børn & Dyr på Bregentved, men hun blev hurtigt skubbet ud i at få et langt større ansvar. Ved dyrskuets 25 års jubilæum blev hun formand for hele dyrskuet.
Helene fandt efter 5 år som formand for dyrskuet ud af, at hun havde brug for at træde et par skridt tilbage. Som hun selv siger det ”Jeg blandede mig i alting, da det som formand var mit ansvar, hvis tingene ikke var i orden”. Helene kunne dog ikke helt holde sig væk.
Helene har sammen med madmor Linda fra Fyn skabt et samlingssted for de frivillige hjælpere, i form af et køkken. De står for salg af mad samt madlavningen til alle hjælperne og de børn, der udstiller deres dyr på dyrskue. De laver mad til ca. 600-800 mennesker i det lille køkken i et telt med 1 ovn, 8 små blus. De sørger for morgenmad, frokost og varm aftensmad til de frivillige hjælpere fra lørdag før dyrskuet og til pladsen er ryddet onsdag efter dyrskuet. De laver ca. 330 portioner varm mad før dyrskuet og knapt 1000 måltider til hjælpere under dyrskuet og står for maden lørdag aften til hjælperfesten til ca. 170 personer. Der udover bespiser de 4H børn med ca. 610 måltider, salg fra det store telt og tilbereder madpakker under hele dyrskuet.
Børn & Dyr på Bregentved 2012 finder sted 30. juni og 1. juli 2012
Kommentarer