Dette forslag er ‘en ommer’!!!

Læserbrev: Efter mange forgæves forsøg fik jeg endelig svar på, hvordan man havde forestillet sig, at elever øst for Karise skulle transporteres til henholdsvis Rolloskolen og Hylleholt Skole – og samtidig møde til tiden.
Skrevet af: Lisa Carlsson, Marelundsvej 10, 4640 Faxe
Knud Erik Hansen gav vel nærmest et løfte om, at når ikke det kan lade sig gøre via den nuværende infrastruktur, så skal man naturligvis gå på den skole, hvortil det er muligt at blive befordret til, og være når det ringer ind.
Må jeg så lige informere om, at det absolut ikke er urealistisk, at der alene i oplandet øst for Karise, kan være 8-10 elever på hvert klassetrin der er i denne situation.
Hvis de alle skal tilbydes plads på Karise skole, så betyder det jo, at et tilsvarende antal – der bor indenfor byskiltets grænser – vil være nødsaget til gå til stationen og stige på toget, fremfor at gå til skolen der ligger i gåafstand.
Med dette halve løfte kan det konstateres, at man i udvalget – allerede inden forslaget er vedtaget – er klar til at fravige det første (eneste) kriterie: Afstandskriteriet – de der bor tættest på skolen, skal tilbydes plads først!!!!
Lad os alle håbe, at aftenens store fremmøde – og modvilje mod det fremsatte forslag – har givet politikerne det mod der skal til for, at indrømme, at de trods alt ‘kun’ er mennesker, og mennesker fejler.
Dette forslag er ‘en ommer’!!!
Kommentarer