Dieselforurening i Faxe Ladeplads lørdag aften
Faxe Ladeplads: Lørdag aften kl. 22.07 blev Faxe Brand og Redning tilkaldt til en mindre forureningsopgave på Hovedgaden i Faxe Ladeplads
I første omgang lød anmeldelsen på et fædselsuheld med efterfølgende forurening, men det viste sig, at der udelukkende var tale om forurening i form af diesel spildt fra en bil, på en del af Hovedgaden og Klintevej i Faxe Ladeplads.
– En Opel Zafira er kørt fra et sted på Klintevej og ned til Statoil-tanken ved Gefion, og på vejen har den spildt dieselolie, forklarer gruppefører i Faxe Brand og Redning, Niels Lehmann til Faxe.nu.
Faxe Brand og Redning spulede de ca. 150 meter af Hovedgaden fra Statoil og til det tidligere Tuekjærs købmandsforretning, og derfra ca 4-500 meter ned ad Klintevej.
Da årsagen til forureningen er kendt, vil regningen for oprydningen ikke ende hos Faxe Kommune, men derimod blive en forsikringssag for den pågældende bilejer.
Kommentarer