Skuderløse

DN Faxe har opsat to nye infotavler på Stoksbjerg

Stoksbjerg er en lille fredet naturperle syd for Skuderløse, i den vestligste ende af Faxe Kommune.

Danmarks Naturfredningsforening DN Faxe har med støtte fra blandt andre Nordisk Bogproduktion A/S’s Medarbejderfond og i samarbejde med Gisselfeld og Faxe Kommune opsat to infotavler på Skrosbjerg.

Den første tavle finder man ved P-pladsen overfor Stoksbjergvej 7, og den fortæller om sti-adgangen op til de to udsigtspunkter. Den anden findes ved udsigtspunktet hvor der tillige er blevet opsat et bord/bænkesæt til fri afbenyttelse. Man kan se hvad der står på infotavlerne på faxe.dn.dk.

Om Stoksbjerg

Stoksbjerg byder på masser af naturoplevelser, skoven består af spredte gamle træer, et rigt liv af fugle og dyr og et flot udsyn over mod Porsmose og Holmegårds Mose. Stoksbjerg, der er en sandbakke på 5 hektar efterladt af isen, er ejet af Gisselfeld Kloster.

Alle er velkomne til fods på stierne fra klokken 6 til solnedgang. Der er ingen afmærkede ruter, men man kan nemt selv finde stien, der fører rundt langs kanten af skoven. Cykling og ridning er ikke tilladt og hunden skal holdes i snor.

På stien kommer man gennem tæt skov og lysninger. Det meste af turen går man oppe på de stejle skråninger, der hæver sig 10 meter over det flade land langs med Susåen. Der er cirka 200 meter hen til det flotteste udsigtspunkt med Gødstrup Engsø, Porsmose og Holmegårds Mose i det fjerne.

Gisselfeld Kloster etablerede i 2013 to udsigtspunkter ved at rydde nogle træer, mod at Danmarks Naturfredningsforening DN Faxe fremover skulle sørge for at opvækst af især røn og brombær holdes nede.

Fra overdrev til skov

Stoksbjerg blev fredet i 1952 for at for at beskytte bakken, blandt andet mod sandgravning. Ved fredningen

var Stoksbjerg et åbent overdrev med græssende husdyr, lyng og spredte egetræer og enebuske. I dag er bakken vokset til i skov og krat. Øksen og saven har sjældent været på besøg. Det giver skoven præg af naturskov med masser af liv.

Man kan især opleve den store artsrigdom en tidlig forårsmorgen, hvor mange forskellige slags fugle synger.

Kommentarer