Dobbelrøveri med oversavet jagtgevær i dag fredag
Faxe Ladeplads/Karise: Fredag eftermiddag blev der begået et dobbeltrøveri med oversavet jagtgevær i Superbest i Faxe Ladeplads og 15 min senere i Superbrugsen i Karise
Fredag eftermiddag klokken 13.35 begik to mænd væbnet røveri med et oversavet jagtgevær i Superbest i Faxe Ladeplads. Røverne fik udleveret et pengebeløb, hvorefter de to mænd flygtede ad henholdsvis Hovedgaden og Teglgårdvej eller Teglvænget.
Allerede 15 minutter senere slog de to mænd til i Karise, hvor de efter samme fremgangsmetode begik væbnet røveri med oversavet jagtgevær i Superbrugsen. Efterfølgende flygtede de to mænd – muligvis på motorcykel.
– Ingen personer er kommet noget til under de to røverier fortæller vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Faxe.nu og fortsætter:
– Det vi gør nu, er at afhøre de vidner vi har på gerningsstederne, og på baggrund af oplysningerne finder vi ud af hvad vi så gør. Det er kun hvis en af vores patruljer skulle være heldige at møde gerningsmændene at vi så tidligt kan eftersætte dem, fortæller han til Faxe.nu kort efter hændelsen.
Politiet er lige nu stadig på gerningstederne.
De to mænd beskrives som
A: Mand 185 cm høj. Almindelig af bygning. Iført sort North Face-trøje, forvaskede jeans og mørk elefanthue. Han bar et oversavet jagtgevær.
B: Mand 195 cm høj. Almindelig af bygning. Iført mørk hættetrøje med hvidt tryk på bryst og hætte, samt muligvis på venstre ærme. Han bar mørke bukser og hvide Nike Shox-sko.
Hvis nogen har oplysninger i sagen kan Sydsjælland og Lolland-Falsters politi kontaktes på 55311448.
Ved du noget om sagen så kontakt Faxe.nu på SMS/MMS 61 80 92 00 eller tip@faxe.nu
Kommentarer