Haslev

Dømte bandekriminelle fratages penge i tre år

Bliver man dømt for grov banderelateret kriminalitet, får det mærkbare økonomiske konsekvenser. Folketinget har sidste torsdag vedtaget en treårig karantæneordning til dømte bandekriminelle.

En treårig karantæneordning i ydelsessystemet for dømte bandekriminelle er et nyt redskab i kampen om at komme bandekriminaliteten til livs.

Karantænen betyder, at bandekriminelle efter udstået straf bliver udelukket fra en række forsikringsbaserede ydelser som fx dagpenge i en periode på tre år og højst kan modtage ydelser som kontanthjælp og førtidspension på niveau med integrationsydelsen, som er den lavest mulige ydelse.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

– Bandekriminalitet er helt uacceptabelt og en ekstraordinær trussel mod almindelige borgeres ve og vel. Vi bliver derfor nødt til at markere, at banders adfærd ikke er noget, vi som samfund kan acceptere. Med lovforslaget, som vi dag har fået vedtaget i Folketinget, sikrer vi, at det får mærkbare økonomiske konsekvenser, hvis man bliver dømt for grov bandekriminalitet. Det er kun rimeligt, at man ryger ned på den lavest mulige ydelse og helt bliver udelukket fra en række offentlige ydelser i tre år.

Karantæneordningen træder i kraft 1. januar 2019 og omfatter bandekriminelle, som fx ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf for at overtræde straffelovens § 81 a – den såkaldte bandeparagraf.

Kommentarer