Haslev

Børn får gode oplevelser med støtte fra Haslevfonden

Haslev: Danske Banks Haslevfond donerer 20.000 kroner til oplevelser for en gruppe udvalgte børn.

For nylig var filialdirektør i Dansk Bank i Haslev, Mia Rye Andersen, på besøg på Vestskolens afdeling Nordskov. Her kunne hun overrække 20.000 kroner til Henriette Holde Jørgensen, som er initiativtager til at give den særlige målgruppe af børn nogle gode oplevelser.

Sammen med trivselslærer Inger Steen står Henriette Holde Jørgensen for at arrangere oplevelserne for børnene. Det er anden gang, at Dansk Banks Haslevfond donerer penge til formålet.

Afdeling Nordskov oplever flere og flere elever, som på den ene eller anden måde kan føle sig i klemme. Elever som mærker, at livet i en periode er svært og gør ondt. Der er tale om børn, som ikke kan tildeles hjælp eller støtte via det kommunale system. Dette kan eksempelvis skyldes alvorlig sygdom i nærmeste familie (fysisk eller psykisk), skilsmisse eller lignende. Dette kan medføre, at eleverne ikke har overskud til relationer og fællesskab i skolen, hvilket også medfører, at de mister gejsten til ny indlæring.

Der er tale om nogle elever, som går stille med deres egne problemer, de gør ikke kammerater eller lærere opmærksom på deres udfordringer, de passer bare sig selv.

Danske Banks Haslevfond har doneret de 20.000 kroner til at give disse elever et pusterum, hvilket skal bruges til at give eleverne en dag uden bekymringer og spekulationer. Trivselsteamet på skolen vil udvælge de elever, som vil få glæde af pengene i form af mindeværdige og sjove oplevelser i mindre grupper, hvor der bliver mulighed for at opleve nærvær med grin og gode snakke med andre i samme situation.

Vestskolens afdeling Nordskov takker ved overdragelsen Danske Banks Haslevfond for at skabe mulighed for børnene til at skabe meningsfulde relationer med alderssvarende kammerater.

Fotos: Henriette Holde Jørgensen (tv) fik besøg af filialdirektør i Dansk Bank, Mia Rye Andersen.

danske_banks_haslevfond_2

Kommentarer