Haslev

Dramatisk anholdelse af fuld haslevit torsdag aften

ny_fotovogn

Haslev: En beruset 49-årig mand fra Haslev der torsdag aften var blevet blitzet af en fotovogn, vendte bilen og kørte tilbage til ATK-vognen

En af politiets fotovogne fra den automatiske trafikkontrol holdt mandag aften mellem klokken 16.35 og 22.15 på Troelstrupvej i Haslev.

En af de bilister, som blev blitzet, en 49-årig mand fra Haslev, standsede, vendte bilen og kørte tilbage og henvendte sig til betjenten i fotovognen for at høre, hvor hurtigt han havde kørt. Det fik han at vide, men den 49-årige lugtede af spiritus, og betjenten foretog derfor en alkometertest. Da resultatet viste sig at være en promille, der var noget højere end det tilladte, forsøgte den 49-årige at stikke af, men blev hurtigt løbet op af betjenten, som anholdt ham og satte sig på ham i græsrabatten.

En forbipasserende borger tilkaldte hjælp og holdt øje med ATK-vognen imens betjenten koncentrerede sig om at tilbageholde den mistænkte spritbilist. Hurtigt var yderligere to politibiler på stedet.

Den 49-årige blev sigtet for spirituskørsel og for forsøg på at forhindre politiets arbejde ved stikke af – og for at have kørt for hurtigt. Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev løsladt igen klokken 22.43.

Kommentarer