Drenge ville stjæle fra kirkebøssen i Faxe Kirke

Faxe: Fredag eftermiddag forsøgte to drenge at brække kirkebøssen i Faxe Kirke op
To unge fyre forsøgte fredag den 15. marts om eftermiddagen at brække kirkebøssen i Faxe kirke op. Det skriver Dagbladet Ringsted.
Men de blev opdaget af Faxes kirketjener Susanne Pedersen, der hørte nogle underlige bankelyde fra våbenhuset.
– Og så sad to unge fyre med en stor hammer og bearbejdede den gamle kirkebøsse – jeg råbte højt, hvad filen de dog havde gang i, og så trak de hætterne op over hovedet og forsvandt, fortæller kirketjeneren til Dagbladet. Susanne Pedersen tilføjer, at der var tale om drenge og ikke voksne, så hun følte sig ikke truet.
Susanne Pedersen har givet et godt signalement af drengene til det lokale politi.
Drengene nåede ikke at lave ret meget skade på den gamle kirkebøsse.
Kommentarer