Haslev

Drengestreger udløste brandudrykning i Haslev

fyrværkeribrand-haslev

Haslev: Et større eksplosionsbrag i Haslev gjorde at flere borgere omkring Bråbyvej ringede 112 kort tid efter middag og derfor rykkede brandvæsenet straks ud sammen med politiet.

Klokken var 13.32 søndag eftermiddag da Faxe Brand & Redning i Haslev blev kaldt ud til det, som man troede var en brand i en garage, men som viste sig at være noget helt andet.

Kort tid før havde der nemlig lydt et enormt brag i området omkring Bråbyvej og efter nærmere eftersøgning i lokalområdet endte Faxe Brand & Redning i Haslev med at finde selve skadestedet oppe ved kollegiebygningerne på Bråbyvej.

Ukendte gerningsmænd havde forsøgt at brænde nogle småskure af med noget fyrværkeri, men udover det enorme brag så blev der ikke mere ud af forsøget.

Flere mennesker på stedet har observeret to endnu ukendte gerningsmænd, som løb fra stedet ganske få sekunder før eksplosionsbraget, men politipatruljen fra Sydsjællands & Lolland Falsters Politi har fået gode beskrivelser af begge personer fra de mange vidner som opholdte sig i området da eksplosionsbraget lød.

Indsatsleder Henrik Alsing fra Faxe Brand & Redning i Haslev kunne kort efter fortælle Faxe.nu at man havde undersøgt skadestedet og kunne hurtigt konkludere at der ikke var yderlige brug for brandvæsenets tilstedeværelse og derfor kunne alle køretøjer hurtigt returnere til brandstationen.

Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu

Kommentarer