Dressurkursus med Bjarne og Kimi til november

Faxe: Faxe Køre- og Rideforening tilbyder kursus med berider Bjarne Nielsen og coach Kimi Nielsen
Midt i november tilbyder Faxe Køre- og Rideforening dressurkursus, coaching og foredrag med berider Bjarne Nielsen og coach Kimi Nielsen
– Så du EM i dressur fra DR1 og DR2 ? Og lyttede du til de vise ord fra den professionelle kommentator?
Nu tilbyder Faxe Køre- og Rideforening 14 ekvipager eneundervisning af Bjarne Nielsen, samt individuel coaching af Kimi Nielsen, som var coach for det danske landshold under EM. Hver ekvipage får 2 gange en halv times eneundervisning og 1 times coaching. Med i pakken hører også to foredrag.
Ved det første foredrag, fredag den 15. november om aftenen er det Kimi Nielsen der fortæller om ”Coaching” og de fordele/muligheder en god coaching giver.
Det andet foredrag, der foregår lørdag aften og omhandler ”Hestens bevægelse og funktion”, bliver afholdt af Bjarne Nielsen, som er kendt for at være en rigtig spændende og levende foredragsholder.
Begge foredrag bliver afholdt på Rolloskolen. Alle er velkomne, men man skal tilmelde sig med navn og antal på k.weiss@godmail.dk. Foredragene koster 200 kroner hver, men køber man begge er prisen kun 300 kroner.
Kurset er fordelt hen over tre dage for at få plads til hele programmet. Man kan se alle detaljerne på FKR’s hjemmeside.
Eksam. berider Bjarne Nielsen har mere end 35 års erfaring i faget. Han har tidligere været landstræner for, de danske ponyryttere i dressur, de danske junior og youngriders i dressur og de norske senior ryttere i dressur. Han sidder i Dansk Varmblod’s avlsledelse og har i mange år fungeret som dommer ved hingstekåringen i Herning samt ved unghestechampionatet.
Kimi Nielsen, der er uddannet coach og psykoterapeut, arbejder med mentaltræning af sportsudøvere, primært ryttere. Hun er selv dressurrytter på Grand Prix niveau og holdleder for de danske seniorryttere i dressur.
Alle er velkomne som tilskuere til dressurundervisningen på Faxe Ridecenter i det store ridehus. Prisen er 100 kroner lørdag og 100 kroner søndag. Samlet pris for begge dage 150 kroner som betales ved indgangen. Husk kontanter.
Klubbens cafeteria Bixen er åben med masser af god mad og drikke.
Dressurundervisningen og den personlige coaching foregår på Faxe Ridecenter, Holteskovvej 8 i Ebbeskov ved Faxe, lørdag den 16. og søndag den 17. november.
Kommentarer