Dressurstævne for hest og pony på Faxe Ridecenter

dressur

Faxe: Faxe Køre- og Rideforening afholder C- distriktstævne i dressur i den kommende weekend

Lørdag den 12. og søndag den 13. april, afholder Faxe Køre- og Rideforening C- distriktstævne i dressur. Allerede nu er der tilmeldt 158 ekvipager.

– Det er rigtig godt, siger formanden for dressur udvalget Eva Stoltze, som håber at FKR til dette stævne, kan indfri alle de tilmeldte rytteres forventninger.

– Til vores klubstævne i forrige weekend, måtte vi desværre sige nej til en del, da der aldrig før har været så stor tilslutning til nogle af vores klubstævner. Selv om vi kørte 2 dage i træk fra tidlig morgen til klokken 22 om aftenen, var der alligevel nogle af dem der stod på venteliste, som desværre ikke kom til start. Det siger lidt om hvor stort behovet er på disse kanter for, at også bredden, kan komme til at starte stævner i de forholdsvis lette klasser, LD, LC og LB”.

Til det kommende C-stævne vil der være klasser af mange sværhedsgrader lige fra LB 2 for pony og LA1 for hest, op til Prix Saint George. Mange dygtige ekvipager fra hele Sjælland, har meldt deres ankomst, så som tilskuer er der altså chance for at overvære et stævne med høj sværhedsgrad og flere kendte navne på veluddannede heste.

– Sidst men ikke mindst, hvis du går med en lille hjælper i maven, er du mere end velkommen. Også hvis du ikke har prøvet at være hjælper før. Du vil indgå i en ”Følordning” således, at ingen skal stå alene og føle sig forvirrede. Du vil hele tiden være tilknyttet en rutineret hjælper, fortæller Eva Stoltze. Interesserede kan kontakte Eva Stoltze på e-mail: fkr.dressur@gmail.com.

Al info om dressurstævnet, står på FKR’s hjemmeside, hvor man også kan læse mere om de forskellige klasser, starttider og så videre samt på: live.rideforbund.dk

Cafeteriet ”Bixen” holder åbent begge dage med dejlig mad og drikke. Tilskuere er velkomne, der er gratis adgang.

Stævnet afholdes lørdag den 12. og søndag den 13. april på Faxe Ridecenter, Holteskovvej 8, Ebbeskov, 4640 Faxe.

Vær i øvrigt opmærksom på, at nogle GPS’er stadigvæk viser forkert vej til Faxe Ridecenter. Kommer man ad hovedvej 209 (Køgevej), er det Værløsevej man skal dreje ned ad og IKKE Baunekulevej, som er lukket af en baneoverskæring.

Kommentarer