Drifters optræder til Faxe Halfest til september

Faxe: Selvom mange allerede har reserveret billetter til årets Hal-Fest i Faxe Hallen, er der stadig billetter tilbage.
Lørdag den 26. september fra klokken 18 til 01 afholdes Faxe Hal-Fest 2015 i Faxe Hallen.
Hovednavnet bliver det svenske band Drifters. Det svenske orkester har eksisteret siden 1962 med skiftende besætning. Drifters har gennem deres lange karriere haft ikke mindre end 14 tophits på ”Svensktoppen”.
Drifters havde et kæmpehit i Sverige med titelmelodien fra en TV-serie ”Møbelhandlerens Datter”, “När du var här”. Med denne sang vandt de i 2007 den eftertragtede svenske musikpris ”Guldklav” i kategorien Årets melodi / sang.
Drifters har også medvirket i store tyske TV-shows og er i gang med at lancere en ny CD der.
Derudover vil Faxe Musikcafé’s husband Chanda og Boomerang optræde. Der vil der også være underholdning med den syngende DJ Henrik Nørrelykke.
Festen arrangeres af Team Faxe Håndbold.
Menu, underholdning og kaffe koster 350 kroner per person.
Man kan bestille eller reservere billetter hos Din Tøjmand i Faxe, Torvegade 8, 4640 Faxe på telefon 5671 3480 eller e-mail faxe@dintojmand.dk.
Kommentarer