Haslev

Drikkevandet skal fortsat koges i dele af Haslev

Haslev: Beboere omkring Bråbyvej og Grøndalsvej i Haslev skal fortsat koge deres drikkevand, fortæller Faxe Forsyning

Faxe Forsyning håndbærer lige nu, fredag d. 11. maj, en meddelelse rundt til alle beboere omkring Bråbyvej og Grøndalsvej i Haslev

Af den fremgår det, at den mulige drikkevandsforurening ikke er væk og at beboerne fortsat skal koge deres drikkevand.

Faxe Forsyning har fortsat kun fået kendskab til ét tilfælde af diarre. Siden torsdag d. 10. maj, hvor koge-anbefalingen blev sat i gang, har de taget nogle drikkevandsprøver og sendt dem til analyse på et laboratorium.

Faxe Kommune har i samråd med embedslægen besluttet at opretholde koge-anbefalingen indtil Faxe Forsyning får resultatet tilbage fra laboratoriet. Den første analyse vil være klar på søndag.

Den mulige forurening er alene konstateret ved Bråbyvej 1–53 (ulige nr.), Bråbyvej 2–54 (lige nr.), Grøndalsvej, Grøndalsparken og Jens Chr. Skous Vej. Faxe Forsyning har afgrænset den ved at lukke af på ledningsnettet, så den mulige forurening ikke spreder sig.

Beboerne her skal fortsat koge vandet efter den vejledning, som er sammen med de omdelte breve. Alle, der fortsat skal koge vandet, har fået et brev direkte ind ad brevsprækken.

Faxe Forsyning vil sammen med Faxe Kommune og embedslægen følge situationen nøje, og iværksætte alle tiltag for at vandforsyningen bliver normal igen. Der vil løbende blive udtaget flere vandprøver, der sendes til et laboratorium for analyse.

Hvis man oplever symptomer, som fx feber, opkast og/eller diarre, bør man kontakte egen læge eller vagtlægen.

Faxe Forsyning vil søndag aften den 13. maj omdele breve med en opdatering af situationen.

Man kan også holde sig opdateret på hjemmesiden www.faxeforsyning.dk og på Faxe Kommunes hjemmeside.

Kommentarer