Dronningen besøgte Vemmetofte Kloster torsdag

Vemmetofte: Vemmetofte Klosters protektor, Dronning Margrethe aflagde et besøg på klostret torsdag
Torsdag den 28. august var flaget hejst på Vemmetofte Kloster. Det var klostrets stifterinde, prinsesse Sophie Hedevigs 337 års fødselsdag. På denne dag afholdes klosterets årlige, traditionsrige “store” middag.
Prinsesse Sophie Hedevig der levede fra 1677 til 1735, flyttede til godset Vemmetofte i 1721 sammen med broderen prins Carl. På Vemmetofte holdt søskendeparret et ret anseligt hof på 70 personer. Prinsessen blev stort set boende på Vemmetofte resten af sit liv.
Man kan læse meget mere om Prinsesse Sophie Hedevig på www.vemmetofte.dk.
– I år gjorde Hendes Majestæt Dronningen – klosterets protektor – os den glæde at deltage i fejringen af prinsessen, skriver Vemmetofte Kloster på facebook.
Vemmetofte Kloster hed tidligere “Vemmetofte Adelige Jomfrukloster”.
Vemmetofte Kloster er en erhvervsdrivende fond, og den er stiftet den 10. juni 1735 i medfør af Prinsesse Sophie Hedevigs testamente. Det overskud, der ligger udover opretholdelse af de historiske traditioner, går efter fundatsens bestemmelser til forskellige gode formål.
Kommentarer