Karise

“Dronningen” kom til Atterup i søndags

Atterup/Karise: Selv ”Dronningen” havde fundet vej til Atterup Forsamlingshus i søndags da udstillingsgruppen fejrede 20 års jubilæum

Den royale åbnings ceremoni ved det gamle forsamlingshus på Atterup Overdrev blev noget af et tilløbsstykke. Den foregik helt efter bogen med rød løber, piger der viftede med flag, overrækkelse af den royale buket og hurraråb og omkring 200 mennesker havde fundet vej til arrangementet.

Selv “Dronningen”, alias Jens Truelsen, kendt af mange fra Krasserrevyen, blev overvældet over, at der var mødt så mange op.

“Dronningen” ankom i øvrigt standsmæssigt i Krone 9, en flot gammel Mercedes Benz, der tidligere har tilhørt kongehuset, men nu ejes af Svend Aage Hansen fra Karise.

Efter en fin entré på den røde løber, holdt “Dronningen” en blændende og yderst underholdende tale – iført grønne røjsere, nu da ”hun” var så langt ud på landet.

Læs også: 20 års jubilæum fejres med pomp og pragt

Mange gæster fik sig en spændende snak med udstillerne. Og der var gang i caféen, hvor sandwich, diverse kolde og varme drikke blev “langet over disken, “. Et særligt scoop var den hjemmelavede kransekage og lagkage.

Tre siders gæstebog vidner om en stor begejstring for den royale åbningsceremoni og tale, men også selve arrangementet og udstillingen med en mangfoldighed af forskellig kunst blev rost.

Fotograf: Ketty Pedersen

Kommentarer