Duoen Bastion spiller koncert på Præstøvej 86

bastion

Faxe: Venskabsforeningen P86 inviterer til koncert med folk/pop-duoen Bastian på på bostedet Præstøvej 86.

Torsdag den 8. oktober klokken 18 åbner Venskabsforeningen P86 dørene til en ny omgang Musikcafé P86. Denne gang med en soulfyldt duo Bastion, der leverer smukke harmonier og iørefaldende melodier, bakket op af et nænsomt og behageligt akkompagnement.

Bastion er en ny fremadstormende folk/pop duo, bestående af Ulrik Elholm og Anders H. Mortensen. Med de 3 første singler ’Går Gennem Regnen’, ’Ønsker Mig Hjem’ og ’De Levende Tilbage’ som har spillet på rotation på DR P4 og P5 siden oktober 2014, er Bastion godt på vej til at slå deres navn fast.

Man kan høre deres musik på soundcloud.com/bastiondk. Bastion har spillet koncerter efter Rasmus Seebach, Lis Sørensen, Burhan G og Kim Larsen.

Man kan følge Bastion på facebook

Det koster 20 kroner i entré. Når entréen er givet melder man sig samtidig ind som medlem af Venskabsforeningen P86. Som medlem får man et medlemskort, der er adgangsgivende til alle foreningens arrangementer i 2015.

Læs også: M.C. Hansen optræder på bostedet Præstøvej 86

Der vil som altid blive mulighed for at købe et måltid mad, denne gang græskarsuppe med hjemmebagt brød, samt sodavand, te, kaffe og kage.

Venskabsforening P86.

Præstøvej 86 – Center for Socialpsykiatrisk Rehabilitering har dannet denne forening. Formålet er at frivillige, i samarbejde med Præstøvej 86, skal danne netværksskabende aktiviteter, for og med huset Præstøvej 86. Det første initiativ fra Venskabsforeningen P86 er Musikcafé P86.

Man kan følge Venskabsforeningen P86 på facebook.

Foreningen søger frivillige der har lyst til at give en hånd med til Musikcafé P86 den 8. oktober.

  • Opsætning/decor af lokalet.
  • Entré og udskænkning/madsalg.
  • Afrydning.

Interesserede kan ringe på telefon 56 76 17 60, sende en e-mail til venskabsforeningenp86@gmail.com eller en skrive en besked på facebook-siden med navn og telefonnr.

Kommentarer