Dybt urimeligt for 3F’eren!
En øget pensionsalder sender hver fjerde på førtidspension.
Indsendt af Per B. Thomsen, afdelingsformand 3F Midt & Østsjælland
Debatten om pensionsalderen er på sit højeste. Regeringen med Lars Løkke i spidsen vil endnu en gang hæve pensionsalderen med et halvt år til 67,5 i år 2025, selvom den høje pensionsalder i forvejen er skæbnesvanger for mange – ikke mindst 3F’eren.
Jeg gentager budskabet igen og igen og igen. En øget pensionsalder rammer skævt. Hvor akademikeren kommer sent på arbejdsmarkedet, så har 3F’eren stået klar kl. 05.30 med madpakken i hånden siden han/hun var 16 år og kom i lære. Det skriver jeg hverken for at være polemisk eller overdrive – eller for at klandre akademikeren for noget. Tværtom, så prøver jeg blot at illustrere forskellen på arbejdsmarkedet og vores tilknytning dertil. Og den forskel betyder også, at jeg mener, at vi bør have en differentieret pensionsalder.
Hvorfor så det? Jamen, lad tallene tale sit tydelige sprog.
Vores medlemmer er nedslidte. Det er rent ud sagt benhårdt fysisk arbejde, som 3F’eren leverer. Faktisk i sådan en grad, at hver fjerde 3F’er forlader arbejdsmarkedet inden han/hun er fyldt 60 år på grund af nedslidning eller værre endnu – dødsfald. Det er en virkelighed, der ikke er til at tage fejl af.
Et andet tal, som man bør tygge godt og grundigt på. En LO-analyse af regeringens egne tal viser, at op mod hver fjerde dansker vil havne på førtidspension, før de når alderen for folkepensionen, hvis man hæver den som tiltænkt. Det skærer jeg lige ud i pap: Hvis vi kigger på årgang 1980 vil 23 procent – altså næsten hver fjerde – være havnet på førtidspension, før de som 72-årige i år 2052 kan komme på folkepension.
Så når vi hæver pensionsalderen, så beder vi endnu en gang de faglærte og ufaglærte om at betale prisen. Ligesom efter finanskrisen, og med afskaffelsen af efterlønnen og dagpengereformen.
Synes regeringen virkelig, at det er en rimelig og værdig behandling af 3F’eren, at folkepensionens gode år bliver afløst af en hård tilværelse som førtidspensionist?
Kommentarer