Haslev

Eco Valley er med på messe i Cannes

eco_valley_roennede

Rønnede: Faxe Kommunes grønne erhvervspark, Eco Valley i Rønnede, bliver præsenteret på en international portal

Portalen investcph.com bliver officielt lanceret onsdag den 11. marts ved verdens største messe for byudvikling og regionsmarkedsføring i Cannes, Frankrig – på den såkaldte MIPIM messe med mere end 21.000 besøgende.

Faxe Kommunes erhvervspark Eco Valley vil her stå side om side med sammenlagt 21 unikke projekter på Sjælland, under navnet Greater Copenhagen. Området strækker sig fra det sydlige Sverige til det meste af Sjælland og er et samarbejde mellem kommuner og regioner i Skåne og Østdanmark.

De 15 af dem omhandler udviklingsområder som Faxe Kommunes erhvervspark ved motorvejstilkørslen i Rønnede. Resten er projekter inden for infrastruktur og byggeri.

Eco Valley er på foreløbig 16 hektar, og området er dedikeret til virksomheder med en grøn profil. Det kan være industri-, videns-, service- eller handelsvirksomheder, der er beskæftiget inden for energisektoren.

– At Eco Valley bliver gjort synlig på denne portal er glædeligt og helt oplagt. Det viser, at andre har fået øjnene op for vores ambitiøse projekt, og at vi mener det alvorligt, når vi i Faxe Kommune siger, vi gerne vil arbejde aktivt for grøn omstilling, siger borgmester Knud Erik Hansen.

Det er organisationen for erhvervsfremme i hovedstadsområdet og Greater Copenhagen, Copenhagen Capacity, som har udvalgt Eco Valley til at være synlig på invester portalen.

Faxe Kommune er repræsenteret på messen i Cannes ved den fælles Copenhagen-Malmø stand. Ikke mindst for at plante Eco Valley i bevidstheden hos både danske og internationale aktører.

Interesserede kan læse mere om Eco Valley på ecovalley.dk og investcph.com.

Kommentarer