Effektiv risikostyring i Faxe Kommune
Haslev: Effektive brandalarmeringsanlæg skal sikre værdier i Faxe Kommune og medvirke til at spare millionbeløb til forsikringspræmier
For at spare på omkostningerne til høje forsikringspræmier er Faxe Kommune selvforsikret. Derfor har kommunen etableret et effektivt risikostyringsapparat, som minimerer risikoen for uforudsete uheld og skader på de kommunale bygninger og ejendele.
Som led i det grundige risikovurderingsarbejde har Faxe Kommune blandt andet installeret intelligente brandalarmeringsanlæg fra Bravida Danmark på en række skoler. Med de nye anlæg vil en begyndende brand spores tidligt, og brandvæsenet vil automatisk blive tilkaldt. Brandsikkerheden optimeres betydeligt, og sandsynligheden for at en brand udvikler sig bliver holdt på et minimum.
Både skolerne, kommunen og beredskabet har været meget tilfredse med projektets gennemførelse og samarbejdet med Bravida Danmark.
– Det har været et succesfuldt samarbejde, og kommunen forventer at installere flere af den slags anlæg i fremtiden, siger Tove Bjørklund, der arbejder som risikokoordinator i både Faxe og Stevns kommuner og står for kommunernes risikovurdering.
– Når kommuner som Faxe og Stevns er selvforsikrede, handler det om, at etablere et effektivt risikostyringsapparat, så vi undgår uforudsete uheld og skader på de kommunale bygninger og ejendele, understreger hun.
Kommentarer