Efterlyst mand fundet død i Præstø Fjord

Den 32-årige Lasse Ronni Hansen, der forsvandt fra sin bopæl i Præstø lige efter nytår, blev søndag eftermiddag fundet død i Præstø Fjord

Søndag d. 15. januar kl. 15.34 blev der slået alarm til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Besætningen på en båd på Præstø Fjord, havde fundet et lig i vandet.

– Brandvæsnet i Vordingborg har en båd, og vi har været ude og har bragt liget i land i Præstø Havn, fortæller Sydsjællands og Lolland Falsters Politis vagtchef Stefan Jensen til Ritzau.

Pårørende identificerede i aftes liget som den 32-årig Lasse Ronni Hansen, der har været efterlyst siden nytår. Der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at manden har været offer for en forbrydelse.

– Nu skal der afholdes ligsyn mandag eller tirsdag, og så afventer vi ellers resultatet af det, fortæller Stefan Jensen.

Ved ligsynet skal en læge fastlægge dødsårsagen. Lægen skal også vurdere, om der er tale om en ulykke eller en forbrydelse samt om der skal foretages en obduktion.

 

Kommentarer