Haslev

Ejendomsstrategi, demokrati eller styret proces?

debat_logo

Debat: Vi har med stor forargelse konstateret, at Center for Ejendomme, ikke har medtaget vores høringssvar, i deres fremlæggelse af område Sofiendal.

Indsendt af Anders Møller, Stengårdsvej 21, 4690 Haslev. På vegne af forældrebestyrelsen Børnehuset Frøen.

Så er den igen gal på børneområdet i Faxe kommune. Børne & Familieudvalget, Uddannelsesudvalget, samt Teknik & Miljøudvalget, har nu behandlet punkterne for Ejendomsstrategien.

Vi har med stor forargelse konstateret, at Center for Ejendomme, ikke har medtaget vores høringssvar, i deres fremlæggelse af område Sofiendal. Det er fuldstændig uhørt!

Vi kan ikke som interessenter og borgere acceptere, Center for Ejendommes skødesløse behandling af sagen.

Der kan selvfølgelig være tale om en forglemmelse, fra Center for Ejendommes side. Men efter gennemgang af det fremlagte materiale, har vi erfaret at Børnehuset Frøen er den eneste institution i Ejendomsstrategien, man anbefaler integreret på skolen, Hvilket vi undrer os over?

Desværre finder vi det yderst påfaldende at netop vores høringssvar ikke er taget med. Da det indeholder nogle økonomiske konsekvenser, der ikke er nævnt i andre høringssvar og ej heller stemmer overens med Center for Ejendommes fremlagte økonomi.

I dag bor Børnehuset Frøen til leje, tilbage i 1995 da behovet var for at bygge til blev der optaget et 30 årigt realkreditlån til finansiering af byggeriet. Skal kommunen ud af denne lejekontrakt, skal de selvfølgelig betale restbeløbet af lånet. Seneste opgørelse ca. 6.500.000 kr. Dette beløb fremgår ikke af Center for Ejendommes beregninger.

I forbindelse med den første præsentation af Ejendomsstrategien, tilbage i 2014, har Center for Ejendomme fremlagt materiale, der skulle vise, forhold mellem stor anvendelse og høje udgifter, baseret på bygninger i Haslev. Målet er at ramme gennemsnit på 400 kr./m² pr. år. I samme graf fremgår det at Børnehuset Frøen er den billigste integreret institution med 370 kr./m² pr. år. Endda også billigere end den skole, man vil flytte institutionen ind på. For os giver det ingen mening?

Når vi ser tilbage på forløbet med Ejendomsstrategien, er der for Frøens vedkommende ikke ændret mange kommaer, fra det første udspil til Signals mulighedsanalyse, er det hele blot spil for galleriet?

Har vi spildt vores tid?

Vi håber at Center for Ejendomme vil tage ansvar og rette op på deres lemfældige handlinger, så Byrådet kan træffe deres beslutning på et oplyst grundlag.

Kommentarer