Haslev

Ejerskifte i ejerledede virksomheder kræver erkendelse og forberedelse

Det er ikke et spørgsmål om hvis, det er et spørgsmål om når. Og beslutningen om et ejerskifte skal tages i god tid – hellere begynd at planlæg det nu, i stedet for at vente til fruen derhjemme går og bliver bekymret.

Sådan lyder det fra Bent Bang Haulrik, medejer af Kapitalbørsen, der mener at der ligger en stor udfordring i at få gennemført ejerskifte i ejerledede virksomheder. En udfordring det er værd at kigge nærmere på. For ifølge Industriens Fond og Erhvervsstyrelsen står omkring 23.000 danske ejerledede virksomheder overfor et ejerskifte i form af enten udvikling, overdragelse eller videresalg inden år 2025.

Ejerledernes store udfordringer
Ejerskifte i ejerledede virksomheder medfører en række overvejelser og udfordringer for ejerlederne, der skal træffe vigtige beslutninger om, hvornår og hvordan de skal give slip på deres livsværk og hjerteblod.

Specielt når det kommer til prisen og værdiansættelsen, bliver mange ejerledere udfordret. For dem handler det om at maksimere den pris, de kan få for virksomheden. ”Det er jo typisk deres pension, der ligger der,” påpeger Bent Bang Haulrik. Derfor mener Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond også, at en af de helt store erkendelser er opfattelsen af, hvad ens virksomhed er værd, hvis man ikke længere selv er den rigtige ejer. Har virksomheden samme værdi for dem, der skal tage over? Ofte ligger der nemlig mange andre faktorer og spiller ind end blot, hvad nogen er villig til at hive op af lommen.

Den anden store udfordring for ejerlederne er, at de har et ønske om, at virksomheden skal leve videre efter dem. Og netop denne udfordring er et af de helt store emner, der dykkes ned i ved Center for Ejerledede Virksomheder. Her har man nemlig stort fokus på, hvordan det sikres, at de danske ejerledede virksomheder kan fortsætte sin udvikling og skabe vækst og fremdrift i en situation, hvor et ejerskifte finder sted.

Ejerskifte – køb, salg eller generationsskifte?
Der er ingen tvivl om, at det kan være svært at give slip på noget, der har krævet blod, sved og tårer, og som måske har været omdrejningspunktet for hele ens tilstedeværelse i mange år. Det kræver en vis tryghed og den rette mavefornemmelse. Om ejerskiftet skal ske gennem salg, generationsskifte, opkøb eller noget helt fjerde, er forskelligt fra virksomhed til virksomhed, og beslutningen kan ikke nødvendigvis træffes over natten. Men det er vigtigt at gøre sig tankerne om det i god tid.

For at kunne træffe den beslutning, peger Mads Lebech på én vigtig hovedingrediens: erkendelse.

– Erkendelse er det helt afgørende omdrejningspunkt. Skal man sælge? Skal man blive en del af noget andet? Det er der en hel masse overvejelser i. Så jeg tror at hele mind-settet om, hvad er muligt, hvad er det rigtige tidspunkt, det kræver noget erkendelse at komme frem til. Altså du kan ikke handle, hvis ikke du har erkendt. Og så kan erkendelsen være, at det går som det skal, og man har en plan, og det er fint. Men det med at få erkendelsen og i forlængelse af den lægge sig en plan, det er vores håb med vores projekter, siger Mads Lebech og fortsætter:

– Vi har jo ikke en eller anden formel for, hvor mange virksomheder, der skal handles, eller hvad folk skal gøre, men vi vil gerne kunne klæde dem på til at kunne træffe nogle vigtige beslutninger, fastslår Mads Lebech.

Og netop dette ønske om at kunne klæde ejerlederne på er grunden til, at Center for Ejerledede Virksomheder i samarbejde med Industriens Fond og INSEAD har udviklet værktøjet ejerstrategi-kortet. Ejerstrategi-kortet er et værktøj, der kan bruges til at få indsigt i, hvilke strategiske overvejelser en virksomhed kan gøre sig for at vælge den bedst mulige langsigtede ejer- og ledelsesstruktur. Og selvom dette værktøj, eller et hvilket som helst andet, ikke kan give det endelige svar, kan det give et grundlag for at træffe beslutningen.

Også Bent Bang Haulrik mener, at der ligger nogle vigtige overvejelser i beslutningen om, hvilken form for ejerskifte, man ønsker, og hvordan en ny ejerstruktur skal se ud. Han mener, at mulighederne for salg er gode for ejerlederne i dag, og at der skal sælges, når de gode tider er på vej, ikke når de er på vej væk.

– Flere og flere, ønsker at købe sig ind i en virksomhed som investor og medejer i dag. Det kaldes for “kompetent kapital”. Og det burde være gode nyheder for de ejerledere, der går med tanker om at sælge, fortæller Bent Bang Haulrik. Han understreger dog, at når beslutningen er truffet, er det vigtigt at få denne kommunikeret:

– Men når vi kigger på den anden side, på ejerlederne, så går de alle sammen og skjuler, at de faktisk ønsker at sælge deres virksomhed. Men det skal jo kommunikeres. Så de her to forskellige lejre, skal parres sammen, ellers risikerer virksomhederne at dø, fortsætter han.

Samtidig peger han på muligheden for opkøb, en mulighed som han mener for få ejerledere spekulerer i:

– Når vi taler om ejerskifte burde der dybest set være nogle af ejerlederne, der begynder at spekulere på at opkøbe virksomheder i stedet for at sælge deres egen. Jeg tror, der er et stort potentiale i at have en vækststrategi, der fokuserer på at opkøbe virksomheder og lægge ind i eget regi og på den måde vækste og skabe flere arbejdspladser.

Uanset om man overvejer at købe, sælge eller lave et generationsskifte, er det vigtigt, at ejerlederne taler med nogen om den her beslutning. Det kan f.eks. være en bestyrelse. Hvilken rolle bestyrelsen spiller i beslutningen om ejerskifte og ejerstruktur, ser vi nærmere på i artiklen ”Hvornår er det rigtige tidspunkt for et ejerskifte?.

Kommentarer