Eksplosion i Haslev: Forbrændt kvinde fløjet til Riget
Et autoværksted på Finlandsgade i Haslev blev fredag ramt af en eksplosionsagtig brand. En forbrændt kvindelig medarbejder er fløjet til Riget.
Fredag den 22. december klokken 10.52 lød alarmen på brandstationen i Haslev. Meldingen lød på brand i en industribygning.
Det viste sig at PointBiler på Finlandsgade 2 i Haslev var blevet ramt af en eksplosionsagtig brand i bilforhandlerens Pava-værksted. Det skriver Sjællandske. Både Politi og brandvæsen var hurtigt til stede.
En 37-årig kvindelige medarbejder blev forbrændt på hænder og overkrop og hun er blevet fløjet til Rigshospitalets brandsårsafdeling.
Helikopteren landede i krydset Finlandsgade – Lysholm Allé. Trafikken måtte derfor ledes af andre veje i et kvarters tid.
– Det er en 37-årig kvinde, der er kommet til skade. Eksplosionen fik porten til at blæse ud af bygningen, og det er i den forbindelse, at kvinden kommer til skade, fordi trykket har været meget stort. Branden er dog hurtigt blevet slukket, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, Jens Frederiksen, til Ekstra Bladet.
Aksel Nielsen fra PointBiler har allerede haft kontakt med forsikringen, så der skulle være en krispsykolog på vej til de ansatte.
Det vides ikke hvordan den eksplosionsagtige brand i værkstedet er opstået. Vidner i området har ifølge Sjællandske hørt et ordentligt brag.
Kommentarer