Ekstra 12 millioner kroner til Faxe Kommune

Regeringen og Enhedslisten har i dag indgået en aftale om at justere den kommunale udligningsordning. Det betyder, at Faxe Kommune får 12.072.000 kroner ekstra i 2013.
– Det er rigtig god nyhed!, fastslår borgmester Knud Erik Hansen og fortsætter;
– Det er meget positivt, at vi er en af de kommuner der er blevet tilgodeset, og ikke en af dem, der skal betale. Med de ekstra midler får vi nu mulighed for at styrke vores velfærd og tilgodese nogle af de områder, som har været under pres. F.eks. vores folkeskoler.
Han tilføjer, at tallet dog næppe er nær så højt, som det fremstår:
– Der er lagt en række ekstra forhold ind i de nye beregninger. F.eks. en omlægning omkring grundskyld på produktionsjord. Det betyder, at vi blandt andet står til at miste et tilskud, og tallet på de 12 millioner kroner er derfor lidt misvisende. Det samlede billede er dog stadig positivt, og de ekstra midler vil nu indgå i arbejdet med det kommende budget for 2013.
Kommentarer