Kultur

Eleanor Shanley & The Sentimentals i Haslev Folk Club

Pressefoto

Søndag den 26. november 2023, kl. 15.00, Kultunariet

Irske Eleanor Shanley har efterhånden mange gange har underholdt i Haslev Folk Club med sin smukke sangstemme. Men nu har hun startet et nyt samarbejde med det danske band The Sentimentals, hvis hovedmand er vores næsten lokale M.C.Hansen.

Eleanor Shanley og M.C. Hansen mødte hinanden på Skagen Festival i 2018, hvor de begge optrådte. De spillede sammen i Skagen i sommeren 2019, og derefter er samarbejdet fortsat, først med en turné i Irland i 2020, hvor helt nyt materiale blev prøvet af.

The Sentimentals består af Jacob Chano på trommer, keyboards, klaver og sang, M.C. Hansen på guitar og sang og Nikolaj Wolf på bas og sang. Trioen har siden 2004 turneret og indspillet med amerikanske og canadiske sangskrivere på begge sider af Atlanten.

Bandet og ikke mindst M.C. Hansen vil også være velkendte, hvis man følger med i, hvad der sker på musikscenen i Vordingborg, ved Musik over Præstø Fjord og i Hønsehuset i Kongsted.

Kapelmester M.C. Hansen har sammensat et repertoire til denne turné bestående af Eleanor Shanley’s mest elskede sange og et udsnit af the Sentimentals’ bagkatalog, som Shanley vil fortolke ud fra sit ståsted i irsk folkemusik. Irsk folkemusik møder dansk sangskrivning filtreret gennem en fælles kærlighed for store sangskrivere som Dylan, Cohen og Neil Young.

Helt ekstraordinært har Haslev Folk Club valgt at placere denne koncert en søndag eftermiddag kl. 15.00.

Billetter a 200 kr. via www.haslev-folkclub.dk

Kommentarer