Elever fra Karise specialefterskole spiller vigtig rolle ved Historiske Dage i København
Karise Efterskole indgår socialt innovativt partnerskab med Historiske Dage 2026. Pressefoto.
Når Historiske Dage 2026 løber af stabelen sted i Øksnehallen den kommende weekend, vil eleverne fra Karise Efterskole for tredje år i træk spille en central rolle.
I et visionært og socialt innovativt partnerskab med Danmarks største historiefestival påtager eleverne sig som frivillige praktiske opgaver, der både styrker deres personlige og sociale færdigheder. Partnerskabet er samtidig et eksempel på, hvordan skoler med fordel kan involvere sig aktivt i civilsamfundet som en integreret del af en undervisningsopgave.
Historiske Dage har udviklet sig markant siden sin begyndelse for 10 år siden, og en central del af festivalens DNA er den stærke frivillighedskultur, som favner et bredt udsnit af samfundet – fra historiestuderende og foreninger til kulturfrivillige og nu for tredje år i træk også eleverne fra Karise Efterskole.
Karise Efterskole, en specialefterskole for unge med særlige undervisningsbehov, spiller nemlig en vigtig rolle bag kulisserne på Danmarks største historiefestival. Her sørger eleverne for bl.a. for mad og drikke til festivalens mange frivillige i frivilligeloungen i Forsamlingshuset på Onkel Dannys Plads. Efterskolen oplever i høj grad, at det styrker elevernes selvværd og selvtillid at være en aktiv og vigtig del af et fællesskab uden for skolens trygge rammer:
– For vores elever handler det ikke kun om at deltage i en festival, det handler om at være en del af noget større. Vi ser det som en vigtig del af vores pædagogiske undervisningsopgave at lære de unge om ansvar og engagement, siger Troels Brandt, forstander på Karise Efterskole.
– Eleverne oplever at være en vigtig brik i at løse en større, fælles opgave og føler sig herigennem som en værdifuld del af et fællesskab. De lærer at tage ansvar, at samarbejde og ikke mindst oplever de, at deres indsats gør en forskel. Det er en utrolig vigtig livserfaring – særligt for specialelever, uddyber han.
Undervisningen rykkes ud i virkeligheden
Partnerskabet mellem Karise Efterskole og Historiske Dage viser også, hvordan skoler med fordel kan engagere sig aktivt i civilsamfundet som en del af undervisningen. Efterskolens filosofi er netop, at alle unge har ret til at udvikle deres potentiale, og samarbejdet med Historiske Dage har vist sig at være en oplagt mulighed for at udfolde dette i praksis.
– Når vi flytter læringsmiljøet ud i samfundet, giver det helt nye muligheder, indsigter og perspektiver. Både for vores elever, men også for alle de mennesker, der samarbejder med dem. Vores elever har været en del af et system, der har fortalt dem en masse om, hvad de ikke kan eller hvad de ikke er gode til, siger Troels Brandt og fortsætter:
– Det vil vi gerne vende om, så de i højere grad får en forståelse for, hvad de rent faktisk er super gode til – og her er praktiske, virkelighedsnære opgaver som f.eks. at lave og sælge mad på en festival sammen med andre frivillige, en virkelig god og positiv erfaring for dem. Det er en undervisningmodel, vi ser mange fremtidsmuligheder i – ikke bare for vores skole, men for alle skoler: at rykke vores undervisningsopgaver og læringsmiljø ud i samfundet.
Et samarbejde med værdier i centrum
Partnerskabet med Karise Efterskole opleves også meget positivt hos Historiske Dage, der har op mod 200 frivillige i alt, fortæller festivalleder Henrik Thorvald Rasmussen:
– Vi er meget stolte af at have Karise Efterskole med på holdet igen i år. Frivillighed og fællesskab er kernen i vores festival, og vi oplever i høj grad, at samarbejdet med efterskolens elever er med til at styrke vores frivillighedskultur – og dermed vores festival. Eleverne kommer med så meget energi og gå-på-mod og det smitter i høj grad af på vores andre frivillige og medarbejdere, siger han.
Historiske Dage afvikles i Øksnehallen i København den 14. og 15. marts – i år for 11. gang. Sidste år besøgte 10.000 deltagere festivalen.
Historiske Dage arrangeres af Folkeuniversitetet i Aarhus, Emdrup og Herning. Folkeuniversitetets formål er ifølge Folkeuniversitetsloven at formidle forskningens resultater og metoder til den danske befolkning og samtidig styrke demokrati og aktivt medborgerskab.















Kommentarer