Karise

Elisabeth Dolmer forlader Borgerlisten

Jeg har i går meddelt Borgerlisten i Faxe Kommune, at jeg trækker mit kandidatur og min tilknytning til Borgerlisten

Skrevet af Elisabeth Dolmer, Alslevvej 5, 4653 Karise

Jeg har besluttet mig for, efter stor opfordring for folkene bag Dialoglisten, at være med dér.

Dialoglisten var i efteråret mit forslag og min opfordring til borgere i Faxe Kommune. Den er blevet ‘grebet’ af flere borgere her i foråret.

Jeg mente dengang, som nu, at kommunen trænger til nytænkning på det politiske område.

Mange politikere i Faxe Kommune er ”levn” fra, da kommunen var 3 mindre kommuner, og dermed den måde at drive politik og gå forrest i en kommune.

Jeg har stor respekt derfor, men kommunalpolitik er et andet sted i dag, for borgerne VIL involveres i beslutninger i endnu større udstrækning end førhed og de forventer åbenhed.

Her har jeg dog den oplevelse, at Faxe Kommune politisk ikke er kommet til endnu.

Involvering, nytænkning og åbenhed er ikke kendetegn for byrådet. Man kan som borger skrive debatindlæg mm og deltage i byrådsmøder, men her er 95% besluttet og afstemt på forhånd. Det kaldes ikke åbenhed, involvering og slet ikke borgerinddragelse.

Se bare hele fx folkeskolestrukturdebatten!

Hvis politikerne havde villet lytte til borgerne og havde villet beregne konsekvenser for deres tiltag, som borgerne bad om i hundredvis,så ville det hele have set anderledes ud. Men de havde besluttet sig for en model, som bare skulle iværksættes, ligegyldigt hvad!

Ville man have ønsket at skabe en bedre folkeskole i kommune, var de økonomiske midler herfor fundet.

Utrolig mange borgere har fået en kæmpe mistillid til mange politikere, og det ansvar bærer politikerne selv.

Ud af denne mistillid og samtidig ønsket om nytænkning, er Dialoglisten vokset.

Så nu er Dialoglisten snart en kendsgerning og en tværpolitisk liste, der vil arbejde på at skabe en anderledes politisk kultur og ånd i hele Faxe Kommune.

Kommentarer