Elvis i kirken i Dalby den 9. maj
Dalby: Billetsalget til koncerten ”Elvis i Kirken” med operasanger Karsten Holm i Dalby Kirke onsdag den 9. maj starter i dag
Onsdag den 9. maj kommer operasanger Karsten Holm og pianist Christian Spillemose til Dalby Kirke for at optræde med deres musikalske foredrag ”Elvis i kirken”. Publikum får en time i selskab med en stribe af Elvis’ foretrukne gospel-sange og andre sange der passer til kirkerummet.
Elvis Presley er i den brede offentlighed mest kendt for rock n’roll. Men Elvis var et troende menneske og havde en særlig passion for gospelsange. De tre amerikanske grammys som Elvis modtog, er alle tildelt for gospeludgivelser. Det er denne ukendte side af Elvis, der afdækkes, i det musikalske foredrag.
Alene i USA menes 30.000 mennesker at leve af at imitere Elvis Presley. For Karsten Holm er det afgørende ikke at fremstå som en Elvis-lookalike, men derimod i sang og udtryk at formidle en autentisk kærlighedserklæring til populærmusikkens største personlighed gennem alle tider.
Karsten Holm er konservatorieuddannet operasanger og han tilsætter en god portion personlighed i fortolkningen af Elvis’ sange, hvilket han har fået stor anerkendelse for gennem årene.
Der kan købes billetter i Superbrugsen i Dalby fra i dag, fredag den 27. april. De koster 100 kroner. Børn og unge kommer ind for 50 kroner. Eventuelle restbilletter sælges ved indgangen fra kl. 18.30.
Elvis i Kirken kan opleves i Sdr, Dalby kirke onsdag den 9. maj klokken 19.
Kommentarer