Debat og politik

En julegave til Faxe

Julen er en tid med hygge, god mad, venner og familie. Men også en tid for julehilsner pr. mails til venner og familie fra nær og fjern, deling af billeder på de sociale medier, tegnefilm for børn og barnlige sjæle og julehilsner fra Grønland i fjernsynet.

Indsendt af Lars Chr. Lilleholt, teleminister (V).

En velfungerende bredbåndsforbindelse er for mange en vigtig ingrediens i en god jul. Men trods lynhurtigt internet i det meste af Danmark, døjer vi fortsat med sorte huller – også i Faxe kommune.

Derfor glæder det mig, at 2016 bliver året, hvor 130 adresser i Faxe Kommune modtager støtte fra regeringens bredbåndpulje.

Læs også: Lynhurtigt internet til Bonderød, Alslev og Tågerup

Men det I skal takke jer selv for. Det er takket være jeres gode, gennemarbejdede ansøgninger, at pengene fra Danmarkshistoriens første bredbåndspulje nu kommer ud at arbejde til gavn for borgerne.
Det var Energistyrelsen, som udvalgte projekterne ud fra objektive kriterier, og de måtte desværre give afslag til rigtig mange gode ansøgninger.

Til de, der fik afslag vil jeg sige – fortvivl ej.

I foråret 2017 åbner Energistyrelsen igen for ansøgninger til bredbåndspuljen. Her vil det være muligt for de afviste at søge igen, ligesom jeg vil opfordre alle, der døjer med sløvt internet, til at gå sammen med naboerne, kommunen og lokale virksomheder om at sende en ansøgning til puljen.

Du kan læse mere om bredbåbdspuljen på Energiministeriets hjemmeside.

Når det er sagt, så må vi erkende, at puljen ikke kan dække alle. Derfor glæder det mig at se flere og flere eksempler på, at lokale sammenslutninger kan gennemføre bredbåndsprojekter uden støtte. For eksempel på Nordfyn, hvor seks bredbåndsprojekter nu etableres uden støtte fra bredbåndspuljen, selvom det ellers var planlagt, at husstandene skulle søge tilskud. Det er sket, fordi 90 lokale bredbåndsambassadører har skabt så stor opbakning til udrulning af fibernet, at det nu kan ske på markedsvilkår.

Og for mig er det måske den vigtigste læring ved bredbåndspuljen: At vi igennem lokale fællesskaber og frivillige kræfter kan nå mål, der ved første øjekast syntes umulige.

God jul og godt nytår.

Kommentarer