Mår mørklagde torsdag store dele af Faxe og Haslev

Haslev: En mår var torsdag aften skyld i en strømafbrydelse i Haslev og Faxe. Lyset forsvandt og fjernsynet gik i sort, da strømmen forsvandt.
Strømafbrydelsen, der skete kl. 23.05 i det nordvestlige Faxe, nordøstlige Næstved, sydlige Ringsted, Haslev, sydvestlige Køge, varede kun cirka 2 min, da SEAS-NVE koblede en anden transformator til, så kunderne igen kunne få strøm.
Kommunikationskonsulent Kristoffer Høst-Madsen, SEAS-NVE, fortæller, at årsagen til strømafbrydelsen var at en mår der var kravlet ind i en transformer på transformatorstationen i Haslev, og derved kortsluttede måren strømmen.
– Vi tilkoblede en reservetransformator, og derfor manglede kunderne kun strøm i to minutter. På en stor transformatorstation som denne her i Haslev har vi to transformere, som vi kan skifte mellem, hvis der opstår problemer. Derved kan vi opretholde en høj forsyningssikkerhed, så kunderne stort set altid har strøm i kontakterne, forklarer kommunikationskonsulent Kristoffer Høst-Madsen fra SEAS-NVE til Faxe.nu
Strømmen var tilbage igen klokken 23.07.
Kommentarer