Enhedslisten klar med fem kandidater til kommunalvalget

Enhedslisten er klar med fem kandidater, der vil blandt andet vil kæmpe for rent drikkevand, biodiversitet og kollektiv trafik.
Enhedslisten i Faxe fik på deres sommermøde sat navn på de kandidater, som stiller op til kommunalvalget den 18. november. Det oplyser partiet på deres hjemmeside.
Foruden nuværende kommunalbestyrelsesmedlem Thomas Spange Olsen, består holdet af tidligere skolelærer Lone Stæhr, projektleder i Faxe Forsyning, Sedi Byskov, pensionist Birgit Hansen, samt pædagog Helle Wallin.
Enhedslisten går til valg for at gøre Faxe til en grøn foregangskommune. Kommunen skal sikre rent drikkevand ved at gøre kommunen sprøjtefri. Enhedslisten ønsker mere vild natur og vil arbejde for at flere landbrug går over til økologisk dyrkning.
Til gavn for indbyggere og ansatte vil Enhedslisten desuden arbejde for at skoler, daginstitutioner og plejehjem sættes fri. De ansatte skal sammen med ledelse og brugere forme den enkelte institution så den matcher de lokale børn, elever og ældres behov, hedder det.
Enhedslisten ønsker også at styrke den kollektive trafik, så de fleste kan nøjes med en bil og at mange flere helt kan undvære bilen. Desuden skal nærbusforsøget udvides og gøres permanent.
Alle skolebørn skal have mulighed for at komme i skole med offentlig transport, og så skal de større byer skal forbindes med cykelstier, til gavn for indbyggere og den bæredygtige turisme.
Kommentarer