Haslev

Ensretningsforsøget i Jernbanegade er slut

 

jernbanegade_ensrettet

Haslev: Evalueringen af ensretningsforsøget har ikke givet et entydigt resultat for eller imod ensretningen.

I perioden 18. august til 30. november 2014 har Jernbanegade i Haslev, som et forsøg, været ensrettet fra Passagen i syd til Sofiendalsvej i nord.

Forsøget skulle vise, om en ensretning af gaden kan skabe bedre rammer for butikslivet og bymiljøet i bymidten.

Nu er forsøget slut og kommunen har gennemført en evaluering, der er blevet diskuteret på et fælles møde mellem Erhvervs- og kulturudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget.

Evalueringen med trafiktællinger i bymidten, spørgeskemaundersøgelse i gaderne samt ris/ros på kommunens hjemmeside har ikke givet et entydigt resultat for eller imod ensretningen.

Forsøget viste, at det trafikalt er en brugbar løsning uden konflikter i de nærliggende gader. Holdningen blandt borgere og butiksdrivende viste sig at være splittet med stort set lige mange for som imod.

Læs også: Beslutning om ensretning udskudt

Teknik- og Miljøudvalget har besluttet, at forsøget skal ophøre den 30. november 2014, og at kommunens administration skal arbejde videre på flere løsningsmuligheder, for eksempel ensrettet, dobbeltrettet eller gågade. Haslev Handelsstandsforening skal inddrages aktivt.

Kommunen vil nu udarbejde mere konkrete skitser, der skal vise placeringen af p-pladser, gadelamper, fortov, kørebaner med videre.

Kommentarer