Erhvervsklimaet skal helt i top i Faxe Kommune
Nu hvor der er lagt op til udskiftning i bestyrelsen i Business Faxe, er det på tide at få sat gang i erhvervsfremmende tiltag.
Indsendt af Morten Haupt-Hansen, Iværksætter, virksomhedsejer/-leder og byrådskandidat for LA Faxe.
Som selvstændig erhvervsdrivende ved jeg, hvor vigtigt det er at have et netværk, og her bør Business Faxe være forrest med flere tilbud om netværksgrupper. Netværksgrupper for både de små, mellemstore og store virksomheder i kommunen. For dem der producerer, dem der sælger serviceydelser og dem der har en butik. Og Business Faxe skal sørge for tovholdere og facilitatorer for netværksgrupperne.
Det er vigtigt at der er kurser, events og foredrag i et ”årshjul” så der rækkes bredt ud til samtlige erhvervsdrivende i kommunen.
Der er brug for events, hvor der er fokus på netværk og iværksætteri/drift af virksomheder, og så fulgt op med et foredrag med en virksomhedsejer der ved hvad det kræver at være iværksætter.
Kurser som handler om hverdagens udfordringer som selvstændig, og som ikke tager 3 dage – for det kan i den grad kvæle enhver iværksætters mulighed for at være med.
Og husk – foredrag, kurser og events kan med fordel planlægges og afholdes i samarbejde med andre erhvervsforeninger i området.
For ikke så mange år siden indførte Køge Kommune i deres Erhvervsforening en samlet indgang til kommunen for virksomheder – lad os finde ud af om ikke dette er værd at gøre efter. For der er ikke noget mere tidskrævende for en lille selvstændig end at finde vej gennem bureaukratiet.
ECO-valley – et område som en erhvervsforening skulle have hjulpet politikerne med at lave anderledes fra starten af. For vi har måske brug for flere erhvervsgrunde i kommunen, men dem der har råd til at bygge her har også råd til at bygge andre steder – derfor er det vigtigt at give dem en årsag til at bygge her. Og den årsag kommer altså ikke af at kalde sig for Business Faxe Copenhagen. Så lad os nu få slettet Copenhagen – det er intet mindre end fjollet at Business Faxe tror “Copenhagen” hjælper med brandingen af Faxe, og tiltrækker virksomheder og arbejdspladser.
Nu er det tid til at få mennesker i bestyrelsen for Business Faxe, der med dybt og bredt kendskab til erhverv, industri og turisme, der kan bringe erhvervsklimaet op i Faxe Kommunes og tiltrække virksomheder til kommunen. Og ikke mindst – få de lokale virksomheder til igen at bakke op omkring Business Faxe, ved at vise både interesse og lyst til at arbejde for lokale virksomheder igen.
Mange erhvervsvenlige hilsner
Kommentarer