Erhvervslivet er en vigtig samarbejdspartner
Udvikling, indtægter, vækst og dynamik i et samfund hænger uløseligt sammen med et aktivt erhvervsliv. Uden vores virksomheder, så mangler vi investeringer, produktion og arbejdspladser.
Indsendt af Michael Rosendahl, Troelstrupvej 3, 4690 Haslev. Nr. 2 på Venstres liste.
Vi har mange dygtige og driftige erhvervsfolk i Faxe Kommune – og dem skal vi sætte pris på! Vi skal understøtte med en hurtig og smidig sagsbehandling, let og enkel indgang til kommunen og et tæt samarbejde om vores erhvervsudvikling.
Jeg er ærgerlig over, at vi gang på gang skal læse nedslående erhvervsklima-målinger fra Dansk Industri og Dansk Byggeri, hvor vi er placeret på en plads i 80erne ud af 98 kommuner.
Erhvervslivets bekymringer og den dårlige rating skal vi tage seriøst. Det skal ikke negligeres ved at påstå, at der er fejl i målingen eller nogen må have misforstået noget. Jeg har selvfølgelig noteret mig, at der er enkelte målepunkter, hvor vi er gået frem. Godt – men det er ikke nok.
Jeg vil gerne arbejde for, at vi får lavet en brugbar undersøgelse af erhvervsklimaet i Faxe Kommune. Vi skal identificere de områder, hvor erhvervslivet ser de største udfordringer og så have lagt en målbar og konkret plan.
Så skal vores erhvervsområder have et ansigtsløft. De skal have et løft, så de bliver mere indbydende og attraktive for virksomhederne.
Og så har vi selvfølgelig vores problembarn – Eco Valley. Problematikken omkring den meget grønne profil er heldigvis løst, men nu skal der altså sælges grunde. Jeg vil gerne, at det nye byråd sætte sig nogle ambitiøse mål for salg af grundene i Eco Valley. Nu skal vi have noget ud af alle de penge, som er investeret i det område.
Finansiering til investeringer kan ofte være et problem for de mindre og mellemstore virksomheder i vores kommune. Det er vigtigt, at kommunen har fingeren på pulsen og har en tæt dialog med de pengeinstitutter, der engagerer sig her i kommunen. Desuden bør kommunen også overveje selv at benytte de pengeinstitutter, der ønsker at placere sig i kommunen.
Vores lokale erhvervsforening Business Faxe skal være en aktiv medspiller i at få løst ovenstående udfordringer. Vi skal kunne se og mærke, at vi får noget konkret og målbart for de 4 millioner, som vi hvert år sender ud til Business Faxe.
En vigtig opgave venter det nye byråd!
Kommentarer