Rønnede

Erhvervsnetværk på udfugt til havvindmøllepark

Faxe Kommune: Faxe Ladeplads erhvervshavn er stadig i spil som mulig servicehavn for den kommende havvindmøllepark Kriegers Flak.

Onsdag den 20. april mødtes 50 virksomheder fra Faxe, Stevns, Vordingborg og Guldborgsund kommuner i Grenå, for at høre mere om erhvervsmulighederne omkring etablering og servicering af en havvindmøllepark.

– Det var en fantastisk tur til Grenå og ikke mindst turen til Anholt havvindmøllepark var fascinerende, udtaler Anne Marie Kragholm Skovsgaard, udviklingskonsulent i Business Faxe Copenhagen. Og hun fortsætter:

– Der var informative oplæg ved bl.a. DONG Energy, Energinet.dk og Offshoreenergy.dk og virksomhederne fik netværket på tværs af kommunerne.

Baggrunden for turen er etablering af den kommende havvindmøllepark ved Kriegers Flak i Østersøen. Business Faxe Copenhagen holdt i februar et informationsmøde for interesserede lokale virksomheder. 30 virksomheder mødte frem og heraf viste halvdelen interesse for at gå med videre, i etablering af et nyt netværk på tværs af de fire kommuner.

Den kommende havvindmøllepark Kriegers Flak skal nemlig bruge en servicehavn, og det vil være oplagt at det bliver i en af de førnævnte kommuners erhvervshavne. I Faxe Kommune er Faxe Ladeplads havn i spil, hvorfor en del af de interesserede fra februar, efterfølgende mødtes der.

– Og nu har vi så været en tur i Grenå for at høre mere om fordelene ved at etablere et lokalt erhvervsnetværk. Det står tydeligt, at det er vigtigt at samarbejde, for at understøtte det lokale erhvervsliv her i regionen, og at det er virksomhederne selv som nu skal finde sammen for at danne et erhvervsnetværk udtaler Klaus Rønholt, Dansk Industri og Faxe Kalk A/S.

Anne Marie Kragholm Skovsgaard fortæller afsluttende, at nye virksomheder fortsat kan melde deres interesse i at deltage i det fremtidige netværk. De skal blot kontakte Business Faxe Copenhagen.

Faxe-Ladeplads-erhvervshavn

Kommentarer