Ernæringsassistent fik guldmedalje

Haslev: Gitte Christoffersen afsluttede for nylig sin uddannelse som ernæringsassistent på ZBC Roskilde.
Det blev en enestående svendeprøve med guldmedalje, som er de studerende forundt, der får topkarakteren 12 i både den praktiske og mundtlige del af svendeprøven.
Gitte Christoffersen har gennem de seneste 15 år arbejdet i køkkenet på Frederiksgadecentret i Haslev. Oprindeligt er hun uddannet pølsemager og har arbejdet som medhjælpende ægtefælle i en slagterforretning i Haslev, inden hun ved lidt af et tilfælde kom indenfor i det kommunale køkken.
Fokus i svendeprøven var småtspisende ældre borgere, og hvordan man gør den beskedne portion mad, de indtager dagligt, så appetitvækkende og energi- og næringsholdig som muligt.
Centerchef Tina Norking i Center for Sundhed & Pleje tog sammen med ledergruppen inden for centret initiativ til at rette et stærkt fokus på netop denne ernæringsindsats i Faxe Kommune, hvor ikke mindst det tætte samarbejde mellem plejepersonalet og køkkenet er afgørende for at tilpasse kosten efter den enkelte borgers behov: Alt sammen for at modvirke vægttab og for at øge livskvaliteten.
På den måde havde Gitte Christoffersen allerede en helt grundlæggende forståelse af disse udfordringer, inden hun gik til svendeprøven. Og samtidig er hun nu – med sit svendebrev som ernæringsassistent – fagligt styrket til det fortsatte arbejde i Faxe Kommune.
– Jeg synes, det er en flot bedrift, og jeg er stolt over, at Gitte Christoffersen har modtaget en guldmedalje som udtryk for hendes høje faglige niveau. Det glæder mig, at hun med styrket faglig ballast kan fortsætte arbejdet omkring den vigtige ernæringsindsats, siger Tina Norking om indsatsen, som for længst er fuldt implementeret på kommunens centre.
På Frederiksgadecentret, hvor det tværfaglige arbejde og fokus på småtspisende borgere har fungeret længst tid i kommunen, er resultaterne gode. På grund af den målrettede opmærksomhed fanger man hurtigere, hvis der er et uhensigtsmæssigt vægttab. Stedet har indtil flere eksempler på, at vægten hos enkelte borgere er steget med den effekt, at de er blevet mere selvhjulpne.
Kommentarer