Eskilstrup Kulsvierfestival 2012 foregår i næste weekend

Rønnede: Eskilstrup Kulsvierlaug afholder i næste weekend den årlige festival på Møllegårdens Naturlejrplads ved Rønnede
Eskilstrup Kulsvierlaug afholder hvert år den 2. weekend i juni måned, den årlige festival på Møllegårdens Naturlejrplads, med milebrænding, kunsthåndværk og underholdning både lørdag og søndag. På milepladsen er der i løbet af vinteren opført en bålhytte hvor børnene har mulighed for at bage snobrød. Fredag og mandag er kulsvierne også på pladsen og har tid til en snak om kul og tjære.
Lørdag klokken 12.00: Milen tændes og festivalen åbnes. Kunsthåndværkerne åbner deres boder, kulsvierne serverer deres ”skovpandekager”, fadøl, sodavand, kaffe og kage. Dagen lang er der underholdning med bl.a. folkemusik og visesang. Lørdagen slutter klokken 17.00.
Søndag klokken 10.00 åbner festivalen igen, og festivalpladsen er atter fyldt med liv. Kulsvierne åbner en mindre stikmile som er blevet tændt om fredagen. Kunsthåndværkerne viser deres kunnen og sælger deres produkter. Røgen fra milerne og duftene fra madboderne bidrager til en helt særlig stemning, der understreges af musik og sang.
Søndag klokken 16.00 slutter festivalen for i år og ønsker på gensyn i 2013.
Eskilstrup Kulsvierfestival 2012 foregår lørdag den 9. og søndag den 10. juni på Møllegårdens Naturlejrplads, Eskilstrupvej 27, 4683 Rønnede.
Kommentarer