Kongsted

Eskilstrup Kulsvierlaugs årlige festival større end nogensidne

Årets kulsvierfestival hos Eskilstrup Kulsvierlaug i Kongsted åbner officielt lørdag den 10. juni klokken 12.00, hvor Kulsvierne tænder op i den store træmile, og umiddelbart bagefter tændes tjæremilen.

Lørdag den 10. og søndag den 11 juni byder Eskilstrup Kulsvierlaug i Kongsted velkommen til den store årlige kulsvierfestival på den smukke naturlejrplads ved Møllegårdens Dyretilbehør på Eskilstrupvej 27 ved Kongsted. Gennem hele festivalen kan man både se nærmere på de mange aktiviteter i de arbejdende boder og rundt omkring på pladsen, hvor kulsvierne er i fuldt vigør.

Den gamle bageovn, der er en kopi fra middelalderen, er varmet op og der bages brød dagen igennem.

På kulsvierpladsen er der masser af håndværksboder, som viser deres gamle håndværk, og der er mulighed for at købe håndværkernes produkter. Blandt håndværkerne kan man finde smede, pileflet, filtning, halmbinding, skulptør, bødker, rebslager, ’byg en by’ med håndmalede fuglekasser og trædrejer.

– Vi har aldrig i de mange år, som Eskilstrup Kulsvierlaug har eksitret haft så mange boder med håndværkere som i år, oplyser kulsvierne.

Foruden de mange produkter fra håndværkerne, kan man også købe det lækre, friskbagte stenovnsbrød og kanelsnurrer fra kulsvierne.

Traditionen tro sælges også de populære kulsvierpandekager med bacon og tyttebærsyltetøj, pølser med brød, kaffe og kage, is, vand og fadøl.

Begge dage er der lagt op til et spændende og varieret musikprogram på den store scene:

Lørdag den 10. juni

  • 12.00-12.45 De Dysted Spillefolk og Ramsø Spillemandslaug, Fensmark Folkedansere.
  • 13.15-14.00 Innishere
  • 14.15-15.00 Sigvard og Bruno synger og spiller på bas og harmonika
  • 15.15-16.00 Innishere
  • 16.15-17.00 De Dysted Spillefolk og Ramsø Spillemandslaug, Fensmark Folkedansere

Søndag den 11. juni

  • 10.00-10.45 De Dysted Spillefolk og Ramsø Spillemandslaug, Fensmark Folkedansere
  • 11.00-11.45 Traktørerne og kulsvierkoret
  • 12.00-12.45 Anders Roland og Michael Graubæk
  • 13.00-13.45 De Dysted Spillefolk og Ramsø Spillemandslaug, Fensmark Folkedansere
  • 14.00-14.45 Anders Roland og Michael Graubæk
  • 15.00-16.00 Traktørerne

Musikaktiviteten er støttet af Faxe kommune, Center for kultur.

Der er gratis adgang.

Man kan læse mere på kulsviernes hjemmeside.

Kommentarer