Et helt specielt 25 års jubilæum i Faxe

borgmester_lykoensker_kate_

Faxe: Kate Jensen havde mandag den 17. november 25 års jubilæum på Seta Industri i Faxe

Kate Jensen fra Karise har i 25 år passet sit arbejde på Seta Industri på Industrivej i Faxe. Det i sig selv er en bedrift, men når man samtidig ved, at Kate er ansat i beskyttet beskæftigelse er det endnu mere imponerende.

Jubilæet blev fejret på behørig vis af Kates arbejdsplads med reception, taler, blomster og gaver mandag formiddag den 17. november

At jubilæet var noget helt specielt blev yderligere understreget af, at borgmester Knud Erik Hansen, var mødt op for at lykønske jubilaren.

Kim Hald-Sørensen Rydahl, leder af Faxe Sociale Udviklingscenter, som SETA Industri hører under, bød velkommen og var tydeligt imponeret over det faktum, at Kate har arbejdet i samme virksomhed i hele 25 år. Og som han sagde, var han ikke en gang gået ud af skolen, da Kate for 25 år siden startede på SETA Industri.

Seta industri er mindre pakkerifabrik under Faxe Sociale Udviklingscenter, som varetager pakkeriopgaver for eksterne virksomheder. I øjeblikket pakker Seta industri for Dana Lim A/S, Mathiesen Plast Aps, samt Crisco A/S.

Borgmesterens tale bød blandt andet på en rundtur gennem de mange forskellige funktioner, som Kate har varetaget gennem sine 25 års ansættelse.

Kates daglige nærmeste leder kunne i sin tale løfte sløret for, at SETA Industri har flere andre medarbejdere med lange ansættelser.

Det var tydeligt gennem alle tre taler, at Kate er en værdsat medarbejder  og kollega med både lune og humor. Det var da også med et glimt i øjet at Kate fortalte, at hendes kælenavn på arbejdspladsen er ”lille nisse”.

Faxe Sociale Udviklingscenter (i daglig tale kaldet FSU) blev dannet i 2013 og er en paraplybetegnelse for forskellige tilbud om beskæftigelse, uddannelse og dagaktiviteter for mennesker med særlige behov og udsatte grupper

De mange fremmødte medarbejdere og den gode stemning ved receptionen vidnede både om Kate som en speciel og værdsat jubilar og om en arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø.

Foto: Borgmester Knud Erik Hansen lykønsker 25 års jubilar Kate Jensen.

Beskyttet beskæftigelse er defineret i servicelovens § 103 som arbejdspladser til personer, der på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Kommentarer