Rønnede

Etableringsmøde i Faxe Turismenetværk med spændende oplæg

Foto: HR-chef i Fårup Sommerland, Jesper H. Jensen, vil til etableringsmødet den 10. april holde oplæg om ”det gode værtskab”.

Faxe Turismenetværk afholder etableringsmøde den 10. april og har benyttet lejligheden til at invitere en række oplægsholdere, der giver hver deres vinkel på udviklingstendenserne inden for turismen.

Tirsdag den 10. april afholder Faxe Turismenetværk etableringsmøde på baggrund af et nyligt indledt samarbejde mellem Business Faxe og den afgående bestyrelse i Faxe Turistforening. Marianne Bøyesen, der er initiativtager til De Hvide Dronninger, tidligere medlem af Faxe Turistforenings bestyrelse og én af initiativtagerne til det nye netværk, forklarer:

– Vi synes, der er behov for at skabe et nyt fælles fundament for udvikling af turismen i Faxe Kommune. Med det nye netværk skaber vi mulighed for nye fællesskaber og et forum, hvor vi kan dele viden på tværs af brancher og destinationer og sammen tage nye initiativer, der imødekommer udviklingstendenserne inde for dansk turisme.

Et lokalt supplement

Faxe Turismenetværk er tænkt som et lokalt supplement til VisitSydsjælland-Møn (VISM) og vil indgå i et tæt samarbejde med både VISM og Faxe Kommune. Derfor har netværket bedt direktør i VisitSydsjælland-Møn, Martin Bender, om at deltage i etableringsmødet lige som Tanja Larsson, der sidder i Faxe Kommunes Byråd og i VISM’s Advisory Board også vil deltage.

Martin Bender, der selv får taletid under etableringsmødet, vurderer, at turismen i Faxe Kommune går en spændende fremtid i møde med mange fornyelser undervejs. For ham at se, har Faxe Kommune rigtig meget godt at byde turisterne:

– Der er selvfølgelig Camp Adventures kommende tårn, der allerede nu tiltrækker enorm opmærksomhed. Og derudover har vi jo alle oplevelserne omkring Gisselfeld med parken og de mange markeder og events, siger Martin Bender og han fortsætter:

– Der er også sket rigtig meget omkring Faxe Kalkbrud og den nye prisme, tiltagene omkring vandrerhjemmet mv., og det er alt sammen tiltag, som hele kommunen vil få glæde af. Og så er der selvfølgelig SydkystDanmarks største campingplads, Feddet Strand Camping & Feriepark, der tegner sig for rigtig mange af destinationens overnatninger.

Det gode værtskab

I en af Danmarks mest populære forlystelsesparker, Fårup Sommerland, har man modtaget priser blandt andet for sin service, og man har rigtig gode erfaringer med at arbejde med ”det gode værtskab”. HR-chef Jesper H. Jensen vil i sit oplæg den 10. april dele ud af erfaringerne med at sikre topengagerede medarbejdere, der med deres fokus på at sætte gæsten i centrum kan flytte ”tilfredse gæster” til at blive ”meget tilfredse gæster”, der i bedste fald bliver ambassadører for turistaktøren.

Etableringsmøde for alle interesserede

Alle interesserede er velkomne til at deltage i Faxe Turismenetværks etableringsmøde, der finder sted den 10. april kl. 16-20 i den tidligere Byrådssal på Industrivej 2 i Rønnede. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding skal ske senest den 3. april per mail til udviklingskonsulent i Business Faxe; Anne Marie Skovsgaard: ams@businessfaxe.dk

Er man interesseret i at vide mere om Faxe Turismenetværk, er man også velkommen til at kontakte Anne Marie.

Kommentarer